Bornholm står over for en ny og bekymrende virkelighed for færgefarten. Et internationalt konsortium, hvor det svenske rederi Gotlandsbolaget er en central aktør, har købt en markant men ikke dominerende andel af Nordic Ferry Infrastructure – moderselskabet bag Molslinjen og dermed også Bornholmslinjen.
På papiret ser det ud som en strategisk genistreg for koncernen, der nu får en tidligere potentiel konkurrent til udbuddet om færgeaftalen for Bornholm som allieret. Men for Bornholm og den danske stat tegner det sig til at kunne blive et kæmpe tab, fordi konkurrencen på det nordiske færgemarked er alvorligt truet af det voksende færgemonopol.
Gotlandsbolaget har længe været nævnt som en mulig fremtidig operatør på de bornholmske færgeruter. Rederiet driver færgerne til den svenske ø, der på mange måder ligner Bornholm. Nu er de i stedet medejere af den virksomhed, der allerede driver færgefarten i stort set hele Danmark.
Det betyder, at konkurrencen på de nordiske færgeruter er blevet svækket markant. Selvom der stadig findes færgerederier, der ikke er en del af Nordic Ferry Infrastructures, er det klart, at valgmulighederne er blevet færre, når den næste færgeaftale for Bornholm skal i udbud.