Det er noget værre kludder-mudder det der med lukning af biblioteksfilialerne. På opsatte plakater på bibliotekerne fremgår det, at årsagen er, at Det Bornholmske Biblioteksvæsen skal spare penge. Det drejer sig om 350.000 kroner pr. år, som udgør knap 3 procent af bibliotekets årlige budget på 15 millioner. Det er et krav fra regionskommunen.
Alle ved, at kommunens økonomi hænger i laser, så på dén måde er det klart nok. Men ikke hvis man læser den strategiplan, som den tidligere leder af bibliotekerne, Jon Madsen, udarbejdede inden han gik på pension. En plan, der for længst er blevet sanktioneret af kommunalbestyrelsen.
Her fremgår det, at lukningerne bunder i, at færre og færre låner fysiske bøger. Det er derfor, at den nye strategi vil redefinere bibliotekets opgaver, og som det bliver fremhævet: ”gøre bibliotekerne mere moderne”. Man vil kort sagt udvikle ved at afvikle. Bibliotekerne i Nexø og Rønne skal tilføres nogen af de penge, der kan spares ved lukningerne. På dén måde mener man, at det vil gøre Det Bornholmske Biblioteksvæsen langt bedre for ALLE på Bornholm.
Det er meget svært at forstå for beboerne – ikke mindst for børn, unge og pensionister – i for eksempel Gudhjem, hvordan det kan blive bedre ved at lukke og slukke filialen i byen, og sende indbyggerne på en 25 km x 2 lang bus-, bil- eller cykeltur til Rønne. Det er selvfølgelig godt for både BAT, benzinsælgerne og cykelhandlerne, men vel næppe for de borgere, der ikke bor tæt på Nexø eller Rønne.