Heldigvis ser formanden for Rønne Handelsstandsforening, Jan Bidstrup, ikke lige så sort på fremtiden. I går kunne han i Tidendes spalter puste lidt til optimismen. Der er ikke tegn til en bølge af butikslukninger. Det går fornuftigt for det fleste, fortæller Jan Bidstrup.
Det er godt, for vi elsker de små butikker. De fleste af os handler langt mest i de store kæder, men det er godt for vores byer med specialbutikker, der dels kan hjælpe os med dét, vi lige mangler, og dels kan sørge for liv i bymidten.
I dagens avis viser Lotte Hjorth fra Lottes Blomster på Lille Torv så én retning for fremtiden. I halvandet år har hun som et supplement til sin almindelige butik haft et døgnåbent lokale. Dér kan man gå ind via en kode på telefonen, vælge sin buket eller hvad man nu har brug for, betale og blive lukket ud igen.
Lokalet er overvåget, og Lotte Hjorth har kun oplevet enkelte episoder med personer, der ikke har opført sig helt efter reglerne i den ubemandede butik. Ellers er der bare tale om en succes.
Den kreative løsning er et smukt eksempel på en måde, hvor de fysiske butikker flytter sig hen mod den her indkøbskultur, hvor vi alle sammen gerne vil handle, lige når det passer os. Nettet har lært os, at butikken altid er åben, og derfor er det godt, hvis også butikkerne i bybilledet på nye og smarte måder kan imødekomme forbrugernes forandrede behov.