Leder: Venstrefløjens ensomme eftermiddag for børn

Leder: Venstrefløjens ensomme eftermiddag for børn
Kunne man som kommune i stedet for at bygge en klassisk klub stille lokaler og nogle midler til rådighed for forældre, sportsklubber og andre ildsjæle til selv at kunne arrangere en pasning i forbindelse med skolerne? Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT | 29. OKT 2021 • 15:30
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT
29. OKT 2021 • 15:30

Hvad skal de 10 til 13-årige gøre, når skolen lukker – gå til venstre eller højre?


Bornholm har som en af de få kommuner i Danmark ikke fritidsklubtilbud for de 10 til 13-årige. Når man rammer fjerde klasse, lukker SFO’en, og det er tid til at finde et meningsfuldt aleneliv efter skole, hvis far eller mor ikke er derhjemme. Sådan er det langtfra i det meste af landet. Men på Bornholm er det tilfældet. Det ved vi, og det skyldes naturligvis økonomien. Tilbuddet er sparet væk på kommunalbudgettet.

Men der er forbløffende, at ingen af venstrefløjens topkandidater har planer om at gøre noget for de ensomme børn, der oftest klarer eftermiddagene med skærme. Næste valgperiode skal fortsætte på samme niveau, hvis der bliver rødt flertal i kommunalbestyrelsen.

Hverken Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten har ønske om at ændre ved status quo, når det kræver, at ressourcerne skal prioriteres fra andre områder. Det kom frem i gårsdagens udgave af Tidende, hvor alle partiers spidskandidater forholdt sig til området.

Redaktionens forventning inden var, at venstrefløjen her ville prioritere de ensomme børn. Men forventningen blev gjort til skamme. I stedet tegnede højrefløjen sig for den gruppe af partier, der vil hjælpe de 10 til 13-årige børn med at have et sted at gå hen efter skole.

Argumentationen lyder oftest, at klubtilbuddet tidligere ikke blev brugt nok, og at det er for dyrt at etablere lokaler til formålet. Kunne vi her tænke nyt?

Kunne Bornholm gå foran og lave en SFO 10-13 eller benytte ungdomsskolerne, der har alle de gode faciliteter og står tomme netop i de eftermiddage, hvor børnene er alene. Det er ikke lokaler, men opfindsomhed og engagement, vi mangler. Kunne man som kommune i stedet for at bygge en klassisk klub stille lokaler og nogle midler til rådighed for forældre, sportsklubber og andre ildsjæle til selv at kunne arrangere en pasning i forbindelse med skolerne. En sådan løsning kunne gøres en del billigere og skabe et stort engagement blandt de frustrerede forældre.

Med en unik bornholmsk ildsjæle-pasning lokalt kunne vi måske også vende den negative historie hos tilflytterne til et endnu mere attraktivt tilbud end det, man nyder ovre.

Lad os finde en løsning til de ensomme børn i deres 10. år.