Leder: Ildsjælene i Nyker holder byen varm

Leder: Ildsjælene i Nyker holder byen varm
LEDER | DEBAT | Onsdag 8. juni 2022 • 05:30
LEDER | DEBAT | Onsdag 8. juni 2022 • 05:30

Trine Saksaa og Asger Pedersen er mennesker, der løfter Nyker og dermed Bornholm over klippeniveauet. De skaber sammenhold til inspiration for os alle.


I Nyker kan de noget særligt. De kan drive et forsamlingshus med masser af liv, gæster, mad, børn og meget mere. Huset er i sin tid solgt af Hasle Kommune for en krone til Nyker Idrætsforening og siden drevet flittigt videre med masser af aktivitet.

I 18 år har Asger Pedersen på frivillig basis stået i spidsen for forsamlingshuset og dermed arrangeret selskaber, dækket og ryddet op, gjort rent, og fået alting til at fungere i Nyker. For en by af Nykers størrelse er den aktive idrætsforening og et levende forsamlingshus en uvurderlig kilde til fælles energi i byen.

Derfor er det mere end imponerende, at Asger Pedersen har taget den opgave på sig i de seneste 18 år og på den måde været en vigtig del af Nykers flotter lokalliv.

Når Asger har ilet rundt i Nyker og skabt liv og glade dage i næsten 20 år, er det nogle enorme sko at skulle fylde ud efter ham. Når arbejdet tilmed er ulønnet, bliver hvervningsprocessen nok endnu sværere. Men det er lykkedes. Trine Saksaa har taget udfordringen i det vigtige hverv op og stiller nu op som Nykers nye superildsjæl og overtager roret for forsamlingshuset.

Når vi på lederplads hylder Trine og Asger, er det fordi, at deres slags er den type mennesker, der hæver vores pragtfulde ø fra at være en udfordret del af Udkantsdanmark til at være et super stærkt lokalsamfund med et civilsamfund, der gør markante forskelle og skaber et attraktivt samfund for både tilflyttere og indbyggere.

Forsamlingshuset er et socialt knudepunkt, der skaber fællesskab på tværs af sportsgrene, veje, køn, hobbyer og aldersgrupper. Det er noget af det vigtigste for at have et stærkt sammenhold, og dermed er det rigtig godt for Bornholm.

Der findes heldigvis mange rundt om på Bornholm som Trine og Asger, der stiller op for fællesskabet. Lad os hylde dem alle og stille os bag dem efter bedste evne. Jo flere vi er sammen, jo mere dejligt bliver vores bornholmske sammenhold.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT