Det er synd og skam, at den store ejendom på Store Torv 9 i Rønne – Colbergs Boghandel og senest Tiger-butikken – står og forfalder på den måde, som det er tilfældet.
Ejendommen er til salg og er kun beboet på de øverste etager. Det store erhvervsareal i flere plan har stået ubrugt hen i flere år, og især bagtil mod parkeringspladsen bag William Dam og Meny ser man, hvorledes tidens tand tager kæmpe bidder af den iøjnefaldende bygning.
Ejeren, erhvervsmanden Lennart Lajboschitz, som grundlagde Tiger-kæden og solgte størstedelen af virksomheden til en kapitalfond for et milliardbeløb, sagde forleden til Tidende, at han drømmer om, at der kommer nyt liv i bygningen, og at et folkehus a la noget, som han har skabt på Vesterbro i København, kunne være interessant. Han sagde dog også, at han savner nogle svar fra kommunen.
Og den sang har vi desværre hørt før. Den langsommelige, kommunale behandling kan bremse store, interessante projekter, og i det konkrete tilfælde er der jo tale om en stor og markant bygning, som er blevet en torn i øjet på hele Rønne.