Lægerne kan takke sig selv

SYNSPUNKT | ABONNENT | 1. MAR 2024 • 13:00
Af:
Torben Kjær
Fhv. regionsrådsmedlem
Hillerød
SYNSPUNKT | ABONNENT
1. MAR 2024 • 13:00

Det er et problem, at de praktiserende lægers organisation har bekæmpet regionspraksis som den på Bornholms Hospital, skriver tidligere regionsrådsmedlem.

Hvert år forelægges Hovedstadens Regionsråd analyse af lægedækningssituationen. I 2019 beskrev analysen en række eksempler på, at der manglede læger, hvor ikke to tal var sammenlignelige. Efter et større udredningsarbejde kom jeg frem til, at ifølge lægernes egne ønsker til patienter var der overkapacitet i regionen svarende til 100.000-130.000 borgere. Alle andre partier godkendte ukritisk analysen.

Året efter blev fremlagt en gennemskuelig analyse, som viste, at der ud fra lægernes egne ønsker var overkapacitet svarende til 109.000 borgere. Bornholm er et af de områder i landet, hvor lægerne har færrest patienter. Det blot for at sige, at politikernes og PLO's (Praktiserende Lægers Organisation) udsagn om mangel på læger skal nuanceres.

Det er en reel udfordring, at mange læger har høj alder, og at få nye kommer til. Det er dog også et problem, at PLO nidkært har bekæmpet regionspraksis som den på Bornholms Hospital, da det har banet vejen for stråmandsklinikker som Alles Lægehus (se Kontant på DR), der bød ind på Bornholm for få år siden. Regionspraksis sikrer almene medicinere, øvrigt personale, nødvendigt udstyr og ordentlige arbejdsvilkår, hvor private praksisvirksomheder ansætter sygeplejersker, bioteknikkere med mere til at drive klinikkerne. Dertil bør PLO forholde sig til, at det er deres medlemmer, der lægger navn til stråmandsklinikkerne, og at regionerne opretter praksis for at sikre borgerne en læge, fordi PLO's læger ikke byder ind på ledige kapaciteter.

De 12 år jeg sad i samarbejdsudvalget vedrørende almen praksis til sidst som formand, efterlyste jeg en mere konstruktiv tilgang til regionernes rolle i stedet for at bekæmpe dem. PLO kan takke sig selv for stråmandsklinikker uden læger, hvor regionspraksis er et glimrende alternativ for borgerne.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT