Kaas: Vi ved godt, vi ikke er glemt – men det føles sådan

Kaas: Vi ved godt, vi ikke er glemt – men det føles sådan
Borgmester Nielsens Vej i Rønne efter de sovjetiske bombardementer i maj 1945. Arkivfoto
LEDER | DEBAT | 9. APR • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 9. APR • 05:30

Kontrasten mellem højtidelighederne 4. maj sidste år og 5. april i år er til at tage og føle på. Når resten af Danmark samles, men Bornholm står alene, sender det et signal, der rækker langt ud over historien.

Vi ved selvfølgelig godt sådan helt rationelt, at vi ikke blev decideret glemt i 1945. Vi ved også, at vi ikke var "glemt" i søndags.

Men følelsen...

Fejringen af 80-året for de sovjetiske troppers afrejse 5. april står i skarp kontrast til den mindehøjtidelighed, der var i København og andre dele af landet 4. maj sidste år. Dér fejrede man 80-året for befrielsen med deltagelse af Frederik og Mary, dronning Margrethe, prinsesse Benedikte, statsministeren og en lang række andre ministre og repræsentanter fra det offentlige Danmark.

I søndags fik vi besøg af vores to egne folketingspolitikere.

Det er altså skuffende.


 

Man kan selvfølgelig mene, at det er en relativt ny tradition at fejre 5. april på Bornholm. Det er også helt fint at sige, at vi sagtens undværer besøg fra alverdens kendisser, pinger og pampere.

Men i en tid med krig rundt om ørerne på os og en usikker verden, hvor Bornholm er udsat på den her strategiske placering i Østersøen, er det et ærgerligt signal at få smidt i hovedet af det officielle Danmark.

Der er tale om to historiske begivenheder i Danmark. Befrielsen 5. maj 1945 er en stor ting, selvfølgelig, men reelt er der jo ikke tale om en befrielse for hele Danmark, før Sovjetunionen slipper sit tag i Bornholm 11 måneder senere.

Det er først dér, at vi kan tale om, at 2. verdenskrig endeligt ophører, og det er værd at huske på.

Det er ikke for at tale den fælles nationale begivenhed for hele Danmark ned. Det er en stor, samlende og vigtig sejrshistorie, som selvfølgelig fortjener at blive markeret hvert eneste år.

Men når nu den her følelse faktisk findes på Bornholm; At være efterladt, glemt. Så har man fra hovedsædet i København en udvidet forpligtelse til at være her, når det betyder noget. Og det gjorde det faktisk i søndags.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT