Verdens vel nok mest udskældte rejseform begynder at skabe mere omsætning og profit i Rønne.
I kølvandet på en kæmpemæssig havneudvidelse, et enormt CO2-aftryk og tiltagende skepsis omkring krydstogtskibene er det en god nyhed. Og en formildende omstændighed, kan man sige.
Det var Jan Bidstrup, der som formand for Rønne Handelsstandsforening var ude med de gode nyheder på foreningens generalforsamling i sidste uge. Rønne blev i 2024 taget med storm af krydstogtturisterne, og når man i årevis har set dem lulle rundt i bybilledet for hurtigt at forsvinde igen, er der glæde at spore over den udvikling.
Det er ellers småkontroversielt at satse så hårdt på krydstogtturisme, som vi har gjort. Folk fra hele verden valfarter ganske vist til de flydende megahoteller, men flere analyser har blandt andet vist, at CO2-udledningen ved størstedelen af krydstogterne er noget større end en flyvetur over samme afstand. Det gør krydstogterne til en meget tung turismeform i forhold til den belastning, der er af klimaet.