En forsigtig drøm om et lille tivolitog i Gudhjem har skabt debat. Iværksætteren Alex Kristoffersen, der har en fortid som taxivognmand i byen, arbejder på at skabe en forbindelse mellem de øvre parkeringspladser og havnen, og en lille ”togforbindelse” i bjergbyen lyder jo som en fin og hyggelig idé.
Togforbindelse i gåseøjne, for der er jo ikke tale om et tog på skinner, men altså et lille tivolitog på hjul, som i sommerhalvåret skal fragte folk op og ned ad bakken.
Men det er ikke alle, der mener, at dét er en god idé, og som Tidende har beskrevet, bliver initiativet diskuteret på særligt de sociale medier. Der bliver sagt nej til en tivolisering af Gudhjem, mens andre mener, at det ville være godt for trafiksituationen med en forbindelse mellem den øvre og nedre del af Gudhjem.
Den er der nemlig ikke i dag. BAT er stoppet med at køre ned i byen, og det giver jo et voldsomt problem for eksempelvis ældre og gangbesværede, der fortrinsvis bruger den offentlige transport.