Georg Jensen fra Nyker fortalte i avisen, at han sågar havde haft én fra Bofa og én, som angiveligt var fra producenten Rubæk, på besøg, og at de begge rent faktisk fik hjulpet Georg Jensen, så han nu kan åbne sine skraldespande. Men nu virker den særligt udviklede og designede "vindstop" så ikke længere efter hensigten.
Det virker mærkeligt.
Rubæk-direktøren forklarer til Tidende, at affaldscontainerne ganske rigtigt har fået en vindstop. Den skal gøre, at låget ikke står og blafrer, når det blæser. Men når man krænger låget op og har gjort det x antal gange, så virker vindstopperen ikke så godt længere. Til gengæld åbner skraldespanden ubesværet.
Og så melder spørgsmålet sig jo: Hvad skal vi så med den vindstop? Og hvis vi absolut skal have en vindstop, som er sat i verden for at virke midlertidigt, men som samtidig fører til talrige frustrationer rundt omkring, havde det så været en idé med en manual, som rent faktisk på forståeligt bornholmsk forklarede, hvordan man får låget til sin nye skraldespand op?
Den skal have én på låget. Du skal ikke være bange for at tage fat, lyder det. Lad os håbe, at de spritnye affaldscontainere – og alle vi andre ikke mindst – holder til strabadserne derude.