Kaas: Dårlig opførsel i sommerlandet

Kaas: Dårlig opførsel i sommerlandet
LEDER | 15. JUL 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER
15. JUL 2024 • 05:30

Sæsonen er stadig lang, så lad os håbe, at det store kaos i sommerlandet, som blev beskrevet i Tidende i lørdags, kan nå at blive løst.

Samarbejdet mellem Team Bornholm og Dancenter ser ud til at være gået totalt i hårdknude. I lørdags kunne vi her i avisen beskrive, hvordan Team Bornholm kører rundt med blandt andet sengelinned og babypakker, fordi et opsagt samarbejde mellem Dancenter og en servicevirksomhed har gjort, at der ikke er helt styr på alle de bornholmske bookinger.

Marcus Persson fra Team Bornholm fortalte i avisen, at utilfredsstillende rengøring og manglende orden på sagerne har skabt ekstra sommertravlhed på kontoret. Og det er en totalt uholdbar situation.

Dancenter har de seneste måneder været udskældt både hér og i andre dele af landet, efter at en ny, indisk ejer er kommet til. Der er tilsyneladende blevet lavet om på mange arbejdsgange i den store koncern, og det har efterladt mange feriegæster med frustrerende oplevelser. Ganske som forudset inden højsæsonen er der også i den bornholmske turismebranche kaos i kulissen netop nu.

Én turist med en dårlig oplevelse på Bornholm er én for mange, og som vi også kunne læse i avisen i lørdags, så springer kæden nogle gange af for de hårdt prøvede turister.

En norsk familie proklamerede sågar, at man ville holde det bornholmske bookingfirma ansvarligt, hvis der skete noget med familiens ufødte barn, og det er jo nogle fuldstændig vilde trusler. Det er fuldt forståeligt, at det skaber store frustrationer, når tingene ikke er i orden, for man har som feriegæst selvfølgelig glædet sig til en herlig tid på Bornholm – i fred og ro og uden alle mulige udefrakommende forstyrrelser. Men vi er nødt til at bede om lidt anstændighed og ordentlige proportioner, også i en presset stund, for det er altså rigtige mennesker, man skriver til.

Det helt store problem for os er jo, at det falder tilbage på Bornholm. Når de vigtige feriearrangører ikke formår at passe deres arbejde på en tilfredsstillende måde, som det tilsyneladende er tilfældet med Dancenter lige nu, så er det, at turisterne siger "vi skal i hvert fald ikke tilbage til Bornholm".

Det skader os, og det får jo åbenbart folk helt ud i tovene. Der må og skal komme styr på situationen – sæsonen er stadig lang.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT