'Jeg tænkte aldrig på landsholdet, men i Nexø lærte jeg at drømme'

På torsdag den 23. juni er det ti år siden, øens bedste fodboldklub, NB Bornholm, sikrede sig oprykning til 2. division. I dette essay genoplever forlagsredaktør og tidligere spiller Mathias Anker Kure bedriften og den atmosfære, der omgav et af Bornholms historiske fodboldhold.

Jeg tænker altid lidt på Nexø Boldklub, bærer klubben og de oplevelser, den gav mig, med videre i verden. Selvtilliden. Troen. Drømmene.

I en årrække i perioden 2010-2018 havde jeg min ugentlige, til tider daglige, gang i klubben og nåede at spille små 100 kampe for førsteholdet. Og jeg har aldrig kunnet slippe den helt, denne sært stædige fodboldklub i den østligste afkrog af kongeriget.

Jeg drømte ellers aldrig om landsholdet. Hver gang jeg i dag hører klicheen om ’drengedrømmen’, at det er ’enhver’ drengs drøm at komme til at repræsentere sit land som fodboldspiller, tænker jeg to ting. Først: Hvad med pigerne – også de må vel drømme? Dernæst: Det passer simpelt hen ikke. I hvert fald ikke på mig:

Mit liv var fodbold. Min barndom en strøm af solskin og nyklippet græs, grønne knæ og bekymringsløse eftermiddage med cykelture på kryds og tværs mellem klasse- og fodboldkammerater. Altid med den lille runde på bagagebæreren. Mindet om min barndom er fodbold. Men selvom jeg begyndte i klub i sommeren 1997, og på et tidspunkt blev udråbt som årets ungdomsspiller på tværs af alle årgange – en anerkendelse, der fyldte mig med varme; tænk, at det er mig, der er den bedste – husker jeg ikke at drømme om landsholdet. Heller ikke Superligaen. Eller 2. division for den sags skyld.

Da Nexøs træner Lasse Holmgaard i 2009 ringede til mig, var min intuition derfor også at gå uden om det. Affærdige det. Jeg havde jo læst avis og kunne godt fornemme, at den grøde, der var i Nexø, handlede om at ”opbygge en mere eliteorienteret kultur,” som Holmgaard for nylig forklarede det til DBU Bornholm i en reprise over miraklernes tid. Med andre ord: Ikke et miljø for mig. Tænkte jeg.

Inden opkaldet rent faktisk kom, nåede jeg sågar at forberede mig på det. Ængstelig for at skulle affærdige noget, jeg vel egentlig burde sige ja til – for mærkede jeg ikke en virketrang og lyst til at prøve? Jo. Smigret var jeg også forlods, for det havde skam rygtedes, at Midtbornholms unge anfører var i kikkerten hos Holmgaard; det var, som om mine holdkammerater og trænere fra Aakirkeby vidste besked, før jeg selv gjorde. Forstod, at jeg kunne få chancen i Nexø. Og mig selv? Det fløj over mit hoved, for jeg drømte ikke for alvor om andet end den næste tackling i Bornholmsserien, tænkte vel bare på at overleve i den række, jeg som 17-årig knøs på midtbanen havde hjulpet op på øverste lokalniveau. Jeg ville bare gøre det bedst muligt i min barndomsklub. Fodbold var noget, jeg spillede, fordi jeg altid havde gjort det og kunne lide det. Ikke fordi jeg havde drømme om at drive det til noget stort.

Nu lå der så en besked på min telefonsvarer. Mit hjerte bankede. Fortsat smigret og uroligt – og den var god nok. Nexø, der var kommet fint fra land i Danmarksserien, ville gerne tilknytte mig. Om jeg var interesseret i at skifte? I første omgang at tale om det. Jeg kunne bare ringe på det her nummer.

Sådan blev det. Lykkeligvis. Uden drømme om hverken landshold eller divisionerne havnede jeg i Nexø. En odyssé mod en fremmed verden 15 kilometer mod øst. Til Nexø Boldklub. Jeg forelskede mig instinktivt i klubben og den rå by:

I havnens gasbeton med sit vidnesbyrd om tider med velstand og fremdrift, før byen ”kom på kur” og ”trak sig indad og tabte sig langsomt kutter for kutter,” som forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild, netop formet af Nexø, beskriver det. Jeg forelskede mig velsagtens i den lille bymidte med boghandler på torvet og ranke bygninger i mørkbrændte mursten og nedløb i kobber. Og Hit’en. Åh, hvor jeg i smug forelskede mig i Hit’en. Og Hit’ens piger forelskede sig i mig. I havet forelskede jeg mig, i de rutinemæssigt kuldsejlede kuttere fra Baltikum. I Sofie, der serverede burger og skænkede cola på havnegrillen. I den stramme lugt af havvand, vodka og pis. I synet af regnvåde cykelturister. Færgeoverfart til Polen. Bølgernes slag mod brydere af granit. Fiskerne. I fortællingen om de sidste, seje fiskere, forelskede jeg mig.

Nexø er en stolt og trodsig by, og jeg formede mit fodboldspil efter dens temperament. Jeg fornemmede, at det var sådan, præcis sådan, Lasse Holmgaards hold skulle spille . Med hårdhed og snert. Med stolthed og ære. Han forklarede det aldrig med de ord, jeg husker det i hvert fald ikke, men det var netop byens puls, der skulle banke blodet rundt i vores kroppe, når vi spillede for Nexø. Når vi repræsenterede byen og øen – altid denne rækkefølge – i de gule og blå spildragter.

Med de værdier og en klart optrukket spillestil, hvor alle udfyldte sine roller i det større fællesskabs tjeneste, skabte Lasse Holmgaard som spillende træner et konkurrencedygtigt hold i Danmarksserien. Han gjorde det på det fundament, hans storebror Flemming Holmgaard havde støbt. Sidstnævnte etablerede et relevant sportsligt projekt. Genrejste klubben fra glemslen og bunden af Bornholmsserien og bragte den videre til landsturneringen via en flot triumf i Københavnsserien. Lasse blev hentet hjem for at tage de næste skridt. Nu skulle Bornholm have et rigtigt fodboldhold.

Jovist, han trak store veksler på kontakter fra karrieren i dansk fodbold med klubadresser som Esbjerg fB, BK Skjold, AC Horsens og Lolland-Falster Alliancen. Mest prominent var det vel, at Martin Heintze med ikke så få Superliga-kampe på cv’et hjalp til en halvsæson. Men da holdet var allerbedst og stærkest, var det med en stamme af øboer på holdkortet. Unge og gamle Nexø-drenge og os andre fra oplandet: Aakirkeby, Svaneke og et par enkelte forrædere fra Rønne – det var ikke et skifte, man bare gjorde. Ondt blod kan findes mellem brødre. Også på Solskinsøen.

Præcis sådan så holdet ud den sommerdag for nu ti år siden, da dommer Jørgen Lund fløjtede af efter sæsonens sidste kamp i Danmarksserien. Det er fjernt og uvirkeligt at tænke på. Som en drøm.

Efter et langstrakt forår, hvor holdet var gået fra sejr til sejr, stod vi med en reel mulighed for at rykke op i 2. division i den sidste spillerunde. Konditionerne var klare: Vi skulle vinde hjemme over Skovshoved. Avedøre måtte ikke slå Gentofte-Vangede Idrætsforening.

På hjemmebane i Nexø var vi tæt på usårlige. To runder inden havde vi slået netop GVI på en sen scoring. Efterfølgende var Fredensborg på eget græs blevet sendt ned i Sjællandsserien – og Skovshoved klarede vi selvfølgelig også: Kampen blev vundet 3-2. Heino Hansen, min dygtige holdkammerat med erfaring fra Herfølge og B93, bysbarn og søn af Nexøs kamprekordholder scorede på et straffespark med få minutter tilbage. Via stolpen. Jeg sank en klump fra min position uden for feltet, inden jeg løb ned i klyngen. Havde næsten ikke turdet kigge. Var scoringen et varsel om eventyrets komme?

Kampen blev fløjtet af. Der blev en stille og afventende, nærmest andægtig stemning på Nexø Stadion. I Bornholms Tidendes kampreferat er det angivet, at der var 625 tilskuere til stede. Mange til en kamp i Danmarksserien. Nu var de stille, alle afventende en telefonlinje fra Avedøre, hvor byens og øens videre fodboldskæbne nu alene afhang af udfaldet i deres kamp. Kom nu. Tab nu point, kan jeg huske, at jeg tænkte, mens vi spillere hvileløst vandrede rundt om os selv på banen. Smålo af situationens alvor. Hilste på de smilende spillere fra Skovshoved, der listede af mod omklædningen. Skulle åbenbart ikke være en del af festen, havde velsagtens en færge at nå. Vi skulle ingen steder.

Kom nu, GVI!

Nexø skal i himlen, Bornholm i divisionerne.

Lange sekunder. Uendelige.

Hvordan er der gået?

Sig det nu!

”UAFGJORT! DEN ER BLEVET UAFGJORT!” lød det endelig fra Jesper Hansen, den karantæneramte viceanfører. Han stod med ternet skjorte og telefonen ved øret. Løb nu langs den fyldte betontribune, indviet i 1997 dengang klubben sidst var at finde i Danmarksserien – men i en tid hvor demografien var en anden, professionaliseringen af dansk fodbold spæd, og hvor Bornholms fodboldunion endnu havde direkte pladser i Danmarksserien at tilbyde, og hvor holdene altså ikke skulle distancere Københavnsserien. Uafgjort! Det var, som om tribunen lige skulle forstå scenariet. Tage det til sig, acceptere det. Men så. I et splitsekund sank det ind:

Vi rykker op. Vi er i 2. Division. Det umulige er sket.

Champione! Alle omfavner alle.

En aften, der aldrig fik ende, kunne begynde.

Nu er der gået ti år. For mange tog opfattelsen af miraklet i Nexø hurtigt farve af næste sæsons resultater. Måske er det forståeligt. I hvert fald: Det, der i Fodbolddanmark kom til at stå tilbage, var de seks point, som det blev til i 2. division via en sejr over Fremad Amager hjemme og tre uafgjorte ’ovre’ mod Svebølle, Nordvest FC i Holbæk og B1908 på Amager.

Sådan er det for eksempel i Morten Bruuns fortrinlige bog Kampdag (2021), hvis kapitler udgøres af korte, veloplagte portrætter af danske fodboldklubber. Eneste undtagelse er kapitlet om Bornholm, der behandles regionalt – og hvor indgangen gives via mere navnkundige Allan Kuhns beretning om FC Bornholms resultater i 00’erne. Eller mangel på samme. Holmgaard-brødrenes Nexø-hold klappes derimod lynhurtigt af med en opsummering af, at man fik ”et kort og barskt” ophold i 2. division.

I fodbold opererer man ikke med synd, men det er faktisk ærgerligt, ja synd at historien om et af de største resultater i bornholmsk fodbold ikke blev fortalt af Bruun. Den havde fortjent det og i øvrigt harmoneret perfekt med hans diktum om at se klubberne som spejlinger af deres by og sted.

Det er sandt, at vi ikke klarede at vinde mange point til Nexø og Bornholm i 2. division. En i øvrigt uhyre stærk udgave af rækken, hvor storsatsende hold fra Helsingør, Næstved og Roskilde ikke kom tæt på oprykning – de måtte se sig distanceret af Hvidovre. I rækken lå også Lolland-Falster Alliancen, HIK, Frem og Rishøj, ligesom allerede nævnte Holbæk og Fremad Amager.

Tænk, at stædige og stolte Nexø trodsede de demografiske ø-realiteter og kvalificerede sig til at spille med i dette selskab. Tænk, at Bornholm var der. Vi boksede mere end én vægtklasse over egen kampvægt, og den sande bedrift bag Holmgaard-æraens Nexø-hold ligger da heller ikke i selve oprykningen til 2. Division. Den er uhørt i sig selv og svær at forstå. Men hvad der burde vække større undren og respekt, er dette: at man opretholdt landsturneringniveau over så lang en periode. Seks år i streg lå man aldrig lavere end Danmarksserien . Lægger man Flemming Holmgaards oprykningssæson og Lasse Holmgaards to sidste sæsoner i Københavnsserien, hvor holdet spillede med om oprykning til det allersidste, til, får du et lille tiår med fodbold i omegnen af nationalt niveau. I Nexø.

Dét er den sande bedrift.

Eftertidens historieskrivere, der får til opgave at gøre status over bornholmsk fodbold, vil se det. De vil hæfte sig ikke alene ved den usandsynlige oprykning og den beskedne pointhøst i 2. Division Øst 2012-13. Men se på det, der gik før og som fulgte: et reelt konkurrencedygtigt hold på landsturneringsniveau. Skabt på visioner for øen og det skarpe blik for lokalklubbens inderste. Vil Bornholm nogensinde få noget lignende at se? Måske. Næppe. Det virker som utopi i dag. Men det er heller ikke mig, der skal spå om det. Og er der noget, jeg har lært af fodboldeventyret på Østbornholm, er det dette:

Indimellem skal man turde at drømme. Drømme som vi gjorde i Nexø.