SYNSPUNKT / DEBAT / Søndag 16. november 2025 • 19:00

Bornholm må ikke sælges på tilbud

Bornholm må ikke sælges på tilbud
Bornholm har prøvet at udlicitere – og vi har lært lektien, skriver Jonna Nielsen. Foto: Marine Gastineau

Indkøb, udbud og udlicitering skal styres af ansvar – ikke af kortsigtede spareplaner.

Når den nye kommunalbestyrelse samles i januar, så skal Bornholms Regionskommune godkende en ny indkøbs- og udbudspolitik.

Indkøbspolitikken handler om, hvordan kommunen køber varer og tjenesteydelser – for eksempel rådgivere, mad, møbler og udstyr. Her mener jeg, at vi skal stille krav indenfor miljø og bæredygtighed, hvor det er muligt.

Kommunens politikere skal løbende også tage beslutninger om, hvordan de kommunale opgaver skal løftes, herunder hvorvidt større opgaver skal i udbud – for eksempel rengøring, busdrift eller pleje. Når sådanne opgave overlades til private, så taler vi om udlicitering.

Her er jeg bekymret for, at et nyt, blåt flertal eller en konstituering over midten vil gå for langt med udliciteringer. For vi har prøvet det før – og vi ved, hvordan det gik.

Da rengøringen blev udliciteret, så faldt kvaliteten, medarbejderne blev pressede, og kommunen måtte tage opgaven hjem igen. Det samme skete med busdriften, hvor et privat selskab gik konkurs i 2011, og kommunen igen måtte overtage, for at bornholmerne overhovedet kunne komme på arbejde og i skole.

I dag har vi nye busser, en genopretningsplan og forhåbentlig snart en køreplan, som er tilrettet efter vores behov for kørsel til skoler, færger med mere, nyt billetsystem og priserne sænkes. Det er et klart bevis på, at offentligt ansvar og lokal styring virker. Derfor skal vi ikke gentage gamle fejl.

Ordentlig, miljø og arbejdsmiljø

Jeg kæmper for en indkøbs- og udbudspolitik samt en styring af de kommunale opgaver, hvor ordentlighed, miljø, godt arbejdsmiljø, kvalitet og ansvar går forud for kortsigtede besparelser. Vi skal samarbejde på tværs af partier, men vi må ikke give køb på:

- ordentlige løn- og arbejdsforhold,

- reelle miljø- og bæredygtighedskrav

- respekt for de medarbejdere, der får hverdagen til at hænge sammen.

Kommunens indkøb skal ikke udelukkende styres af hvem, der kan gøre det billigst – men af hvem, der kan gøre det bedst og billigst til en ordentlig kvalitet.

Vi har lært lektien

Vores indkøbs- og udbudspolitik skal ikke bruges til at privatisere kommunens opgaver, men til at sikre kvalitet og stabilitet for borgerne.

Dette er noget af det, jeg vil arbejde for, når jeg bliver genvalgt til kommunalbestyrelsen.

Bornholm har prøvet at udlicitere – og vi har lært lektien.

Derfor må vi stå fast: Bornholm må ikke sælges på tilbud.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT