Fra unge vinduespudsere til erfarne mekanikere – det kræver mod at starte eget firma.
Det kræver noget særligt at kaste trygheden som lønmodtager over bord, række ud efter drømmen og skrive "selvstændig" på visitkortet.
Derfor er det fantastisk opmuntrende at læse om to forskellige par iværksættere i onsdagens avis. På Store Torvegade i Rønne har de to mekanikere Nicolai Thorsen og Micki Svendsen grebet chancen og åbnet deres eget autoværksted. Og så er der de to 20-årige barndomsvenner Vilas Bergenholz og Oskar Thyme-Duvald, der har startet deres eget vinduespudserfirma.
De to historier udstiller med al ønskelig tydelighed, hvad der gør iværksætteri så livsbekræftende - og så afgørende for Bornholm.
For man behøver hverken have en master i ledelse eller 100 procent styr på regnskabsprogrammer, skatteregler og momsafregning fra dag ét for at få succes. Begge hold af nye virksomhedsejere fortæller åbent om timerne foran computeren om aftenen, bøvlet med at skaffe en bil og overraskelsen over, hvor meget administrativt rugbrødsarbejde, der følger med friheden.
Men de tør. De lærer hen ad vejen, de trækker på netværk og familie, øver sig på Youtube og går til opgaven med en gejst, som er svær ikke at blive glad i låget af. Det er i en tid, hvor der ellers ofte tales om besværligt bureaukrati og risikoen ved at starte noget op selv.
Det at tage en chance og satse egne kræfter kræver et vist ryglag af mod.
Og så er der en særlig pointe i historien om de to 20-årige vinduespudsere. Hvor mange føler et automatisk pres eller lyst til at søge mod København eller andre større uddannelsesbyer, har de valgt at blive på Bornholm og skabe deres egen arbejdsplads.
Et samfund lever af folk, der ser et hul i markedet, smøger ærmerne op og tager ansvaret på egne skuldre. Hvad enten det gælder hurtig service på bilens bremser, rene ruder eller noget helt tredje, er det initiativer som disse, der i sidste ende skaber arbejdspladser, liv og - sat på den helt store klinge - sikrer fremtiden for øen.
Der skal lyde et kæmpe held og lykke og en dyb respekt herfra. Hatten af for, at I tør.