Gravgaard: Paludan-forbud er ikke demokratiet værdigt

Det gør ondt i grundloven, at Rasmus Paludan skal holdes ude af Allinge. Rigtige demokratier og demokratifester har ytringsfrihed.

Rasmus Paludan er en konfliktskabende og demokratiødelæggende provokatør, der med gudsbespottelse og provokationer forsøger at skabe opmærksomhed og få indflydelse. Han søger med sin provokationer at bruge opmærksomheden til magt.

Det bedste våben mod hans slags er at tåle dem og ignorere dem – ligesom det har været tilfældet på nogle af de tidligere folkemøder, hvor han har deltaget.

Når han alligevel skal nævnes her på lederplads med følgende opmærksomhed, skyldes det Bornholms Politis grundslovskrænkende beslutning, der er endnu vigtigere at kritisere. Ordensmagten har besluttet at tage Paludans grundslovssikrede ret fra ham, fordi man ikke kan garantere hans og andres sikkerhed i Allinge under Folkemødet.

Paludan er en skandalemager, der er lykkedes med at blive en alvorlig sten på Sveriges vej til optagelse i Nato.

Tyrkiets præsident Erdogan vil af hensyn til den muslimske befolkning ikke tolerere, at Sverige tillader koranafbrændinger foretaget af netop Paludan. Når det svenske demokrati tilladelser den slags religionshån, så må Sverige ikke blive optaget i Nato, mener Tyrkiet. Paludan giver ballade i Nato-maskinen, og med en mulighed for dansk lederskab af Nato i nærmeste fremtid passer Paludan rigtig dårligt ind i demokratiets fest i Allinge.

Men demokratiet er jo netop frihed for alle og ytringsfrihed til alle – også for dem, vi ikke bryder os om. Demokratiets styrke er netop, at vi ikke slagter kritikerne, men rummer dem. Vi bliver klogere af dem, og vi bliver stærkere i vores egen forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert for os.

Bornholms Politi har desværre med sit forsøg på at afvise Rasmus Paludan på grund af manglende sikkerhedsressourcer gjort sig skyldig i, at man forhåbentlig uden grund nu kan anklage det danske demokrati for at undertrykke sine modstandere. Det er hverken Bornholm eller Danmark værdigt.

Samtidig har ordensmagtens beslutning givet Paludan opmærksomhed i en grad, som hans sag ikke fortjener.

Et sandt demokrati rummer sine kritikere og ignorerer dem om nødvendigt – i stedet for at forbyde dem og fjerne deres rettigheder. Det kan synes helt skørt, at friheden ligger i, at destruktive personer som Paludan også skal have den. Men det er netop i den ekstreme form, at vi reelt har frihed og demokrati.