Forleden udkom Gallups halvårlige læsermåling af papiraviserne i Danmark, og her viste Bornholm, at vi skiller os positivt ud på landsplan. 2.000 flere ugentlige læsere følger nu med i vores papiravis, viser mållingen i forhold til seks måneder tidligere. Dermed er vi nu 24.000 ugentlige læsere af Bornholms Tidende på print. Det betyder konkret, at 24.000 forskellige læsere læste Tidende en eller flere gange på en uge i 2023.
Blandt de landsdækkende aviser var det kun Tidendes medejer Berlingske, der også gik frem, mens der på listen med de 21 lokale dagblade var to andre aviser med papirlæserfremgang: Nordjyske og Lolland-Falsters Folketidende.
Kigger vi på læsertallene på net for Tidende, ser det også rigtig godt ud. Her er vi vokset med 1.000 flere ugentlige abonnentbesøg fra 2022 til 2023, hvor vi i gennemsnit havde over 40.000 besøg pr. uge, og læsetiden på tidende.dk er tilmed vokset med omkring 20 procent i samme periode.
De flotte tal er vi naturligvis meget stolte af og sender straks æren videre til jer kære abonnenter: Vi ved alle sammen godt, at Bornholm er noget ganske særligt på mange områder. En af dem er avisvanerne. Her på Bornholm er næsten hver tredje husstand abonnent på Tidende. Det er tre gange så mange, som de tilsvarende tal i de bedste andre områder i Danmark.