Traditionelt adskiller vi kristendom og politik. Ingen skal sige, at Gud er på deres side. Gud er ”ikke partisk og lader sig ikke bestikke”, som vi læste det i søndags (26.01) fra det ældgamle skrift i 5. Mosebog.
Kirken skal ikke blande sig i partipolitik. Og hvis en præst for eksempel fra prædikestolen harcelerer personligt mod en navngiven politiker, så findes der lovgivning, der yder modstand og kan regulere, hvad der kommer ud af munden på præsten. Men det betyder ikke, at en præst ikke er en helt almindelig borger, der kan ytre sig politisk om hvad som helst på alle andre tidspunkter end under gudstjenesten.
De gør, hvad de kan
Inderst inde véd vi godt, at politikere gør alt, de kan. Meninger må nødvendigvis brydes. Den politiske magt og indflydelse søges. Drømme om forandringer driver politikere fremad. Skuffelser bremser dem op. Det er et slid at være politiker.
Derfor bedes for ”al lovlig øvrighed” i kirkebønnen, der bedes fra prædikestolen under søndagens gudstjeneste. Politik er villet - af Guds nåde. Et byrådsflertal har mandat til at tage politiske beslutninger eller lande forlig.