Giv et skulderklap til politikerne

Et skulderklap til øens politikere. Tak og bed for dem – skæld ikke ud.

Som ny provst møder jeg de bornholmske politikere.

Så hilser jeg på Morten Riis i Bornholms Lufthavn en meget tidlig morgen - vores sønner går i samme gymnasieklasse og er begge optaget af politik. Så fortæller Claus Larsen-Jensen til Nytårsparole på Almegårds Kaserne, hvem han tror bliver den næste borgmester.

På lidt afstand har jeg altid været fascineret af politikere. Min salige far var politiker, før han døde i 1984. Han var socialudvalgsformand i Aakirkeby Kommune og kaldte med et glimt i øjet sig selv for en rød venstremand.

Indblik

For et par måneder siden tog Jacob Trøst hjerteligt imod mig og bød på en kop kaffe i et lille lokale på Snorrebakken.

Jeg blev givet et indblik i, hvad der kræves af en borgmester og vore politikere på øen - og det er ikke så lidt! Denne klumme er inspireret af mødet med Jacob. Han var lige kommet tilbage efter at have trukket stikket nogle uger.

Kristendom og politik

”Jeg skriver en klumme om kristendom og politik”, fik jeg vist antydet lidt kækt.

Ikke så meget fordi det forhold lader sig udtømme i en kort klumme, men mest fordi jeg sad der over for Jacob med et klart indtryk: Vi værdsætter ikke vores bornholmske politikere nok.

Traditionelt adskiller vi kristendom og politik. Ingen skal sige, at Gud er på deres side. Gud er ”ikke partisk og lader sig ikke bestikke”, som vi læste det i søndags (26.01) fra det ældgamle skrift i 5. Mosebog.

Kirken skal ikke blande sig i partipolitik. Og hvis en præst for eksempel fra prædikestolen harcelerer personligt mod en navngiven politiker, så findes der lovgivning, der yder modstand og kan regulere, hvad der kommer ud af munden på præsten. Men det betyder ikke, at en præst ikke er en helt almindelig borger, der kan ytre sig politisk om hvad som helst på alle andre tidspunkter end under gudstjenesten.

De gør, hvad de kan

Inderst inde véd vi godt, at politikere gør alt, de kan. Meninger må nødvendigvis brydes. Den politiske magt og indflydelse søges. Drømme om forandringer driver politikere fremad. Skuffelser bremser dem op. Det er et slid at være politiker.

Derfor bedes for ”al lovlig øvrighed” i kirkebønnen, der bedes fra prædikestolen under søndagens gudstjeneste. Politik er villet - af Guds nåde. Et byrådsflertal har mandat til at tage politiske beslutninger eller lande forlig.

Så helt grundlæggende bedes der for alt politisk. Alle øens politikere - at en skjult hånd må holdes over og under dem.

Jeg bliver derfor lidt tavs, når jeg hører, at det som regel ikke er politiske diskussioner, der tærer øens folkevalgte. Men at det oftest er folks konstante utilfredshed og trang til at skælde ud, der tærer. Øens politikere overbebyrdes af et forventningspres - det politiske livs potentiale for forløsning og mening overbelastes vil jeg tro.

Med folks lede over for alt politisk til følge opleves det politiske arbejde Sisyfosagtigt – et opslidende arbejde, der er uden ende eller resultat. Hvorfor har kommunen ikke…? Hvorfor sørger byrådet ikke for…?

Det rette sted?

På den baggrund bør vi på øen overveje at komme oftere i kirke for, at klagen kan få frit løb og rettes rette sted hen.

Måske skulle politikere og embedsværket også mødes om noget helt andet end politik. Folketinget har en åbningsgudstjeneste hvert år - øens byråd og alle, der arbejder med politik, burde have det samme. Det kunne måske hjælpe til at løfte blikket fra det daglige slid og sætte det politiske arbejde i perspektiv.

Inden Søndag

Inden Søndag er Tidendes serie, hvor øens præster på skift skriver en kommentar.

Emne og udtryksform er helt fri for skribenberne