Få Ukraine med i EU

Få Ukraine med i EU
SYNSPUNKT | ABONNENT | 20. FEB 2024 • 12:00
Af:
Jens Hjul-Nielsen
Ægirsvej 20
Rønne
SYNSPUNKT | ABONNENT
20. FEB 2024 • 12:00

Jens Hjul-Nielsen fra Rønne har en opfordring til de bornholmske kandidater til EU-parlamentsvalget.

På lørdag er det præcis to år siden, Rusland overfaldt Ukraine og påbegyndte den krig, der stadig ikke er afsluttet.

De færreste troede nok da, at Ukraine ville have den nødvendige styrke til at modstå overmagten, men landet har vist sig i stand til at holde skansen mod en langt stærkere fjende.

Heldigvis gør mange meget for at støtte. I Danmark sender vi F-16-fly sammen med megen anden hjælp, og når krigen er afsluttet, vil vi stå for en stor del af genopbygningen af Mykolaiv.

Nu nærmer vi os et valg til Europa-Parlamentet, og derfor er min opfordring til alle kandidater, at de gør alt hvad de kan for at sikre Ukraines hurtigst mulige optagelse i EU. Det er nu, der er et vindue, der tillader det, og det er vigtigt, vi slår til, mens vi kan. Diskussioner om landbrugsstøtte, regionalfondsmidler, stemmetal i parlamentet og andre forhold må ikke bremse processen. Husk, at EU først og fremmest er en fredsbevægelse, grundlagt af mænd der havde set krig hele deres liv og ønskede at forandre Europa.

Den bedste gave, de bornholmske kandidater til EU-parlamentsvalget kan give Ukraine på årsdagen for invasionen, er derfor et løfte om at gøre alt i deres magt for at få Ukraine med i EU i denne valgperiode – også for vores egen skyld.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT