Ser vi på tandlægesituationen, er den for Bornholms vedkommende mindst lige så alvorlig som situationen med lægemanglen. På landsplan er der ifølge tandlægeforeningen knapt 350 ubesatte stillinger inden for praksisområdet. På hele Bornholm er der i dag kun 12 tandlægehuse, hvoraf ni er enkeltmandspraksisser.
Det betyder med andre ord, at én tandlæge har ansvaret for cirka 2.000 patienter, hvilket er meget sårbart i dagligdagen og særdeles kritisk i turistsæsonen.
En tredje problematik som jeg antager mange bornholmere er stødt på, er manglen på diverse speciallæger på Bornholm. Hvis du har en henvisning til en gynækolog, reumatolog, endokrinolog, børnepsykiater m.fl. bliver du nødt til at tage turen til København, hvilket jo langtfra understøtter ambitionen om nærhed og lighed i sundhed. Man kan selvfølgelig anlægge den betragtning, at det bare er en af ulemperne ved at bo på en mindre ø, men med 40.000 borgere og med visionen om at tiltrække endnu flere (erhvervsaktive) borgere, må vi forholde os til den generelle og overordnede problematik med manglen på forskellige sundhedskompetencer på øen.
De fleste private virksomheder arbejder kontinuerligt med at optimere driften på mange fronter. Det være sig bl.a. ved at introducere nye teknologier, afskaffe overflødige processer, nedsætte sygefraværet og arbejde med medarbejdertilfredshed osv. Inden for sundheds – og velfærdsområdet er der også sket store teknologiske fremskridt og udvikling, men på trods af udviklingen og på trods af at antallet af patienter pr. læge/tandlæge er steget gennem de seneste år og på trods af, at de fleste læger og tandlæger bruger andet hjælpepersonale, må vi nok indse, at det ikke løser vores fælles problem med manglende speciallæger, tandlæger samt uddannelses- og praktikstillinger på øen.