En skidt dag i kampen mod gift i vores natur

En skidt dag i kampen mod gift i vores natur
Arkivfoto: Berit Hvassum
KOMMENTAR | ABONNENT | 9. FEB 2024 • 19:00
Af:
Andreas Grosbøll
kandidat til Europa Parlamentet for SF
KOMMENTAR | ABONNENT
9. FEB 2024 • 19:00

I SF ønsker vi, at landbrugsstøtten på kort sigt omlægges, så den fremmer en sund og bæredygtig fødevareproduktion, skriver den lokale EP-kandidat.

Der er valg til Europa Parlamentet om føje tid. Det er det nok ikke alle, der har opdaget, og endnu færre der har taget sig af. Valgene til Europa Parlamentet har aldrig haft den store bevågenhed, og valgdeltagelsen er ærgerligt lav. Det er ellers slet ikke uden betydning for vores hverdag, hvem der kommer til at have politisk flertal, når krydsene er sat den 9. juni.

Det viser udviklingen de seneste uger med al ønskelig tydelighed. Tirsdag morgen erklærede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at man ville droppe planerne om at skære brugen af pesticider i EU med 50 procent inden 2030. Den beslutning kom efter meget voldsomme protester fra landmænd, hvorefter forslaget ikke kunne finde støtte i Europa Parlamentet.

Så det lykkedes altså landbruget at fjerne den nødvendige regulering af sprøjtegifte, sådan at der kunne etableres en bæredygtig og sund fødevareproduktion i Europa. Landbruget er den industri i Europa, der helt uden for kategori modtager mest støtte, og alligevel kan de altså med voldsomme proteser tvinge igennem, at vi ikke som samfund kan stille krav til brugen af sprøjtegifte i vores natur. Det er skræmmende.

I SF ønsker vi, at landbrugsstøtten på kort sigt omlægges, sådan at den fremmer en sund og bæredygtig fødevareproduktion og samtidig understøtte udtagning af uproduktiv og klima- og naturskadelig landbrugsjord.

De kommende forhandlinger om EUs fælles landbrugspolitik er en unik mulighed for at skabe en grøn landbrugsrevolution, hvor vi beskytter vores natur og klima, og det kræver tydeligvis politisk mod over for et fodslæbende landbrug. Men i mine øje, er der ingen anden vej, end at europæisk landbrug skal være langt mindre klima- og miljøbelastende: Vi skal have reduceret brugen af gødning og sprøjtegifte kraftigt, samtidig med at det skal kontrolleres effektivt. Og ja; så skal produktionen befries for giftige kemikalier.

Så om ikke andet, så er det, hvad angår miljø- og klimapolitikken meget vigtigt, hvor du sætter dit kryds den 9. juni.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT