Der er allerede skrevet og talt meget om planlægningen, formålet og tilblivelsen af disse nationalnaturparker, ja – der er vel nærmest tale om en skyttegravskrig, hvor det fyger med beskyldninger om manglende objektivitet samt fakta- og argumentresistente debattører i en sådan grad, at det kan være overordentlig vanskeligt, at finde ud af, hvad der er op og ned på denne sag.
Jeg har imidlertid hæftet mig ved, at det i debatten fremgår, at noget af det bagvedliggende rapportmateriale er baseret på anonyme kilder, ligesom en del af rådata-materialet er hemmeligstemplet.
Er dette tilfældet, er det imod al god forskningsetik.
Så derfor, kære Lea Wermelin, skal mit forslag være, at du med det samme indstiller al planlægning og ibrugtagning af naturnationalparkerne, starter forfra og denne gang sørger for, at få befolkningen med dig.
Jeg er ret sikker på, at bornholmerne ønsker at passe på og bevare vores dejlige natur, men vi vil tages med på råd, for det er altså vores ø.