Endnu engang har kommunalbestyrelsen set sig nødsaget til, at sætte gang i planer om Nørrekås og denne gang endda strategiske planer vedrørende Nørrekås. Der har været grimt i mange år, og arealerne vises frem som noget af det første, turisterne ser, når de kører i land fra tysklandsfærgen. Alle brugere, byens borgere, og sikkert også nogle i kommunalbestyrelsen, synes, at der er grimt.
Denne gang stilles der flere midler til rådighed, og Realdania Fonden støtter denne gang med cirka to millioner kroner til hjælp til konsulenter og planlæggere. Kommunalbestyrelsen havde i hvert fald for 2-3 år siden intentioner om, at nu skulle der ske noget på Nørrekås og området omkring Nørrekås. Sådan en proces tager tid – og måske længere tid end nogen ønsker på grund af manglende økonomi.
Mens vi venter, vil vi i byforeningen pege på områder, der uanset hvad, kræver indsats – hellere i går end i dag.
Der er rigtig mange interesser i spil omkring Nørrekås. Havnens "vandbrugere" ønsker gode ligge- og standpladser på henholdsvis vandet i sæsonen og landjorden i vinterhalvåret. Der er massive interesser for at få vedligeholdt havnens kajer og broer samt få udskiftet rådne vaterlister. En kaj har været afspærret i to år, da den er brudt sammen på grund af råd i de nedbankede pæle. Der er endvidere råd i mange andre pæle, og der kan forventes flere nedbrud af kajanlæg i nærmere fremtid.