Debat: Jeg har ikke angrebet Thomas Thors

Debat: Jeg har ikke angrebet Thomas Thors
Claus Larsen-Jensen. Foto: Jacob Jepsen
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT | 19. NOV 2021 • 11:57
Af:
Claus Larsen-Jensen
Socialdemokratiet
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT
19. NOV 2021 • 11:57

Det handler om Socialdemokratiets rolle og fremtid på Bornholm.

Af Bornholms Tidende fremgår det, at jeg har lavet et voldsomt udfald mod Thomas Thors. Det er virkelig en grov fordrejning af, hvad jeg i en kort samtale med avisen sagde noget om.

Jeg har sagt, at når vi tabte, så var det, fordi bornholmerne valgte Thomas Thors og Søren Schow fra som borgmester, og at en række sager også påvirkede resultatet. Det er der ikke megen hemmelighed i, for det er jo helt tydeligt af valgresultatet. Det er da ikke et angreb på Thomas Thors.

Og jeg spørger, om der venter et opgør. Jeg svarer, at jeg venter en fælles erkendelse af, at der nu skal ske noget nyt. Det må alle både i Socialdemokratiet og øvrige på Bornholm da se som en naturlig konsekvens for at komme videre.

Det handler om Socialdemokratiets rolle og fremtid på Bornholm.

Jeg bliver lidt ærgerlig over, at disse nøgterne iagttagelser og kommentarer skal vendes til, at jeg nu kommer med et voldsomt udfald mod Thomas Thors, for det forfladiger jo den politiske debat. Det tjener jo intet formål. Mit fokus er på at se fremad, og ikke fortabe mig i det, der alligevel ikke kan gøres om.