I skrivende stund færdigbehandles lovforslaget, L 205, i Folketinget. L 205 moderniserer ophavsretslovningen og handler ganske enkelt om at gøre det muligt, at udgiverne selv kan bestemme, hvem der må bruge deres indhold og hvordan samt sikre betaling.
For nogen af os er de muligheder, som L 205 medfører, afgørende for at kunne nå danskerne med det, som den offentlige samtale bygger på: Journalistik, debat og oplysning. For os alle er det et første skridt mod regulering af techgiganternes kontrol, som der er brug for at bygge videre på.
Samtidig ser vi, at der lægges de første spor i EU til at styrke rammerne om den lovgivning, der kan bruges til at regulere techgiganterne.
Det har potentialet til at varsle en ny tid, hvor vi styrker kontrollen med vores offentlige samtale. Men det kræver, at vi griber muligheden, vi står med nu, og sikrer, at reglerne for den demokratiske samtale gælder på alle platforme, ligesom reglerne i trafikken gælder på alle veje. Selvom vi ikke har alle svarene, er vi enige om, at reguleringen skal bygge på fire styrende principper.
For det første skal vi sikre, at danske mediers lovlige indhold ikke censureres. Vi medier er underlagt medieansvarsloven og er tilmeldt Pressenævnet. Vi har selv et ansvar for vores indhold. Det tager vi på os. Derfor skal vores indhold ikke kunne censureres efter en amerikansk virksomheds værdier eller holdninger.