Hvor stort skal et bidrag være? Jeg forestiller mig 10 eller 20 kr. pr. overnatning pr. udlejet enhed på hotel, vandrehjem, campingpladser og i fritidshuse. Det giver årligt mange mio. kr. Det lægges blot ubureaukratisk til regningen. Beløbet kan opkræves én gang om året, på basis af udlejningstal.
Pengene skal ikke bare havne i kommunekassen til almindelig drift, men bruges målrettet på turistbranchen på Bornholm, f.eks. finansiere Destination Bornholm, Folkemødet og andre af de events vi vil have etableret på øen. Det frigør så omvendt de beløb, som kommunen i dag betaler, til andre kommunale formål.
Er det lovligt? Kræver det statslig lovgivning? Det skal ikke være en lex-Bornholm-lov, men en mulighed for alle kommuner. Jeg tror, at alle store turistkommuner vil tage imod det med kyshånd. Regnes det som skat, når det ikke er på borgerne eller virksomhederne? Eller som en afgift, som skal reguleres af Skatteministeriet? Eller hvad nu, hvis vi frivilligt på Bornholm mellem Kommunalbestyrelsen og turistbranchen aftaler et Turist-Ø-Bidrag, som kommunen så rent teknisk opkræver, eller at beløbet blev indbetalt til Destination Bornholm, og at et fordelingsudvalg fordelte midlerne? Kan vi allerede nu med den sidste model gennemføre det? Tanken er vel værd at undersøge og overveje?