63 tilfælde allerede i år

63 tilfælde allerede i år
I årets første fire måneder har der været 63 påkørsler af rådyr på Bornholm. Foto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | NATUR | 5. MAJ • 18:00
NOTITS | NATUR | 5. MAJ • 18:00

Flere rådyr bliver påkørt på Bornholm. I maj forventes det, at de lyse aftentimer presser tallet yderligere op.

Antallet af påkørsler af hjorte er steget markant de første fire måneder af året, sammenlignet med sidste år. Det skriver Dyrernes Beskyttelse i en pressemeddelelse. Her på Bornholm er der registreret 63 hjortepåkørsler, hvor tallet sidste år lå på 26.

Udviklingen følger en landstendens, hvor antallet af påkørsler af de springende hjorte er steget med knap 20 procent. På landsplan er der i årets første måneder registreret 3.913 henvendelser. Dermed fortsætter året på samme høje niveau, der blev kendetegnede for 2025.

På Bornholm spiller naturen tæt på vejene en væsentlig rolle. Skove, enge og levende hegn ligger mange steder helt op til vejene, hvilket øger risikoen for, at dyrene pludselig bliver fanget i forlygterne.

Samtidig er maj måned en særlig risikoperiode for påkørslerne. Her begynder de friske hjortekid at bevæge sig rundt på egen hånd, og de mangler erfaring med trafik.

– Foråret og det lunere vejr gør, at dyrene generelt bliver mere aktive. Samtidig er det i samme periode, hvor de unge kid bevæger sig. De er uerfarne og derfor mere udsatte, siger Peter Gravlund Nielsen, der er er biolog hos Dyrenes Beskyttelse i pressemeddelelsen.

Langt de fleste hjortepåkørsler sker i timerne omkring solnedgang. Da det er svært at træne de firbenede til at være mere sikre i trafikken, er det de tobenede, der skal trænes. Hvis uheldet er ude, bør man altid standse på en forsvarlig måde og kontakte hjælp. Er dyret såret kan man ringe til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral på 1812, hvor man skal oplyse den præcise position for påkørslen. Det gælder også selvom dyret løber væk.

Sådan undgår du hjortepåkørsler

Vær ekstra opmærksom på veje, hvor der er bevoksning tæt på rabatten. Sæt gerne farten ned i disse områder.

Hold øje med vejkanten. I mørke opdager man ofte reflekserne fra vildtets øjne, og så er det en god idé at sætte farten ned.

Vær opmærksom på at f.eks. hjortevildt er flokdyr. Der vil derfor ofte komme mere end ét dyr ud på vejen.

Vær ekstra opmærksom i april-maj og oktober-november, hvor der er særlig stor aktivitet hos hjortevildtet.

Risikoen for påkørsel er størst ved solopgang, solnedgang og om natten.

Hold altid øje med skiltningen.

Kilde: Dyrernes Beskyttelse



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT