Brevkassen: Efter hr. Idiot Kofoed

Kære Brevkasse

Jeg er en moden kvinde fra Pedersker. Faktisk er jeg så moden, at jeg er lige til at spise. Jeg har et lille husmandssted, som jeg har boet i, siden jeg blev skilt fra hr. Idiot Kofoed. Nu rusker efteråret og vinteren er på vej. Mit lille hus er dårligt isoleret, og jeg kan ikke få fjernvarme. Jeg interesserer mig osse kun for nærvarme, men det kan Bornholms Forsyning åbenbart ikke håndtere. Jeg har ellers forklaret dem, at jeg mangler en mand at varme mig ved de næste par måneder. Jeg har længe ledt efter en erstatning for hr. Idiot Kofoed. Det har kostet mig en formue i datingapps, hvilket jeg ikke skænkede en tanke, da jeg bad hr. Idiot Kofoed flytte hjem til svigermor, fru Pestilens Kofoed, i Rønne. For alle de penge, kunne jeg have købt 20 rummeter brænde, og fået en flot håndværker i bar overkrop til at kløve og stable hele molevitten.

Jeg havde ellers lykkelig glemt alt om hr. Idiot Kofoed, indtil det begyndte at trække ind af alle sprækker i døre og vinduer. “Det skal jeg nok få ordnet,” sagde fjolset dengang, men så ringede fru Pestilens Kofoed og klagede sin nød over en dryppende vandhane.

Jeg savner én, der fortæller mig, at mine saltstegte sild er uovertrufne. Jeg savner én, som sætter pris på mine hjemmestrikkede Krølle Bøllesokker, én som fortæller mig, at jeg ser godt ud i mine lidt for små gamachebukser, én som giver mig ret, når jeg brokker mig over kollegerne, én som værdsætter at Felix spinder i dobbeltsengen, én der elsker duften af Giorgio Armani Si Eau De Parfum, én der elsker pandehår og hennafarvet permanent. Jeg savner én, som afslutter alle sætninger med “skat!” Jeg savner én som siger: “Har du betalt skat, skat?”

Der er gået for lang tid med hr. Idiot Kofoed, og jeg har helt glemt, hvordan man flirter. Jeg kan ikke finde ud af, hvad man må, og hvad man ikke må nu til dags. For at holde liv i datinggejsten havde jeg tænkt mig at læse højt af mit fire sider lange adfærdskodex. Jeg har desuden en samtykkeerklæring med gennemslag klar i tasken, men jeg er i tvivl om, hvornår jeg skal hive den frem. Og hvem tager initiativet? Mon et afkrydsningsskema med seksuelle preferencer føles anmassende? Er det for akavet at stikke ham en fyldepen inden første kys? Jeg vil jo nødigt trænge mig på.

Og hvor mange forsøg har man på et kys, inden der er tale om chikane? Hvis jeg går for hurtigt frem, er det så et overgreb eller et kunstgreb? Hvor langt nede slutter ryggen, og er der tale om uønsket seksuel opmærksomhed, hvis jeg uforvarende strejfer ballerne?

Er jeg privilegieblind, hvis jeg flirter med én der er ældre eller yngre end mig selv, rigere eller fattigere, tykkere eller tyndere? Udnytter jeg min position i hierakiet, hvis jeg flirter med en bornholmer eller en tjøvenhavner? Må jeg flirte med chefen eller piccoloen, eller skal jeg indsnævre flirten til en person i samme lønramme, kvalifikationstillæg, skalatrin, rang, race, rådighedstillæg, pensionsordning, gruppelivsforsikring og anciennitet som mig selv?

Når min udkårne galant holder døren, er han mandschauvinist og en gammel sexistisk boomergris. Hvis han derimod ikke holder døren, er han en egoistisk, forkælet mors dreng, der kun tænker på sig selv, og ikke kærer sig om sine medmennesker. Pest eller kolera. Bornholmske mænd er en gåde.

Min nabo, Leif, som selv er fraskilt, spurgte om vi ikke skulle spare tid og penge ved at slå pjalterne sammen. Det ville osse gøre det bekvemt, når vi senere skulle giftes og flytte rundt på vores indbo.

Leif omtaler igen og igen sin ex-kone som “min pragtfulde konna”, men det har jeg valgt at se gennem fingrene med. That’s Leif, som vi siger.

“Skal det være vegetarisk hyggeaften?” spørger han romantisk og åbner en pose chips og en bajer.

Og så tænder vi fjernsynet og hyggesnakker til Bornholm knokler. Inden jeg får set mig om, inden jeg får tygget mine syv, ja, jeg siger præcis syv knasende kartoffelchips, sour cream og onion - så er posen tom.

“Er der ikke flere chips?” siger han åndsfraværende og henter en ny pose.

Dennegang tager jeg en stor håndfuld og propper den direkte ind i munden, så jeg er ved at kvæles, men det bemærker han heller ikke. Hans højre arm kører som en automatiseret grab på samlebånd, ned og hente chips og lige ned i løgnhalsen, ned og hente chips og lige ned i løgnhalsen. Posen er igen tom. “De bliver sgu da også mindre og mindre de poser,” udbryder han så.

Og så er det jeg spørger: Tror du, han er noget for mig?

Hilsen den Lækkersultne

Kære Lækkersultne

Selvfølgelig er han da noget for dig. Ellers ville han slet ikke dele. Prøv med rodfrugtchips. Det er alligevel kun kvinder over 40, som spiser dem frivilligt. Og ellers kan man altid ty til portionsanretning og opdeling i små hyggelige skåle fra en ægte bornholmsk keramiker.

Jeg foreslår at vi opretter en Bornholmerdating. Bornholmere er jo redelige mennesker uden lumre bagtanker. Se bare hvor eksemplarisk dette har været praktiseret i Svaneke i årevis, hvor alle i byen har været kærester med alle i byen.

Du kunne jo overveje at sælge dit hus i Pedersker og købe et lille hus i Svaneke. Nyheden om en nytilflyttet enlig kvinde vil sprede sig som en steppebrand, og i løbet af nul komma fem vil du være omringet og ombejlet af liderlige mænd fra de lokale beverdinger. Du vil slå to fluer med et smæk og ende med både mand og fjernvarme.

Min gamle mormor sagde altid, “Mænd er ligesom lokummer - enten er de optagede, eller også er de fulde af lort.” Undskyld mit franske, men min mormor var en fra en svunden tid før MeToo, hvor man bramfrit sagde, hvad man mente.

Med venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: Der findes ingen dumme spørgsmål. God fornøjelse