Winni Grosbøll: 'Jeg håber, det bliver en folkesag at hjælpe de unge'

UDSATTE UNGE

Bornholms Tidende sætter fokus på udsatte unge og systemerne omkring dem. Det gør vi på baggrund af fire dødsfald blandt unge bornholmere, hvor der har været receptpligtig medicin og andre rusmidler involveret. Senest i november i år, hvor en blot 15-årig dreng mistede livet, efter han havde indtaget medicin. Vi har i en række artikler talt med kilder, der enten personligt eller professionelt er i berøring med udsatte unge, og der har tegnet sig et billede af en gruppe unge på Bornholm, der ikke trives og i nogle tilfælde udvikler et misbrug.

Vi har spurgt borgmester Winni Grosbøll (S), hvad hun tænker om de unges mistrivsel og kommunens rolle.

Hvad tænker du om det, at der er medicin i omløb blandt helt unge mennesker på Bornholm, og at det har kostet fire unge mennesker livet?

– Som helt almindelig bornholmer, hvis jeg må tage den kasket på, bliver jeg overrasket over, at der er så meget medicin i omløb. Her mener jeg, at man på tværs af hospital og de praktiserende læger, politi og kommunen skal tale sammen om, om vi som myndigheder kan gøre noget. Der er jo også nogen, der udskriver den her medicin. Vi skal snakke om, om der er noget mere, vi kan gøre for at undgå, at det kommer i omløb.

– Som borgmester tænker jeg, at det er voldsomt, at man som teenager spiser medicin, som man ikke skal have. Tilgængeligheden er blevet anderledes. Det er billigere og nemmere, end det var før. Man kan via sociale medier på en helt anden måde komme i kontakt med det her, end da jeg var barn. Hvis man skulle i kontakt med stoffer dengang, skulle man selv være relativt aktiv. Jeg har indtryk af, at den indsats, man selv skal gøre for at komme i nærheden af det i dag, er meget mindre. Og det gør det sværere som samfund at bekæmpe det, fordi det er så nemt.

– Så tænker jeg også, at misbrug ofte kommer af mistrivsel. Så for at bekæmpe misbruget, skal man også kigge på de unges trivsel generelt. Der er vi inde i nogle lidt længere stræk. Selvfølgelig skal man arbejde med misbruget hos dem, der er misbrugere nu, men der ligger også et forarbejde i at øge trivslen. Der må man bare sige, at der er en gruppe af vores unge mennesker, som ikke trives.

Hvordan har du forsøgt at forbedre forholdene for udsatte unge i din tid som borgmester?

– En af mine bevæggrunde for at stille op til borgmester og til at gøre en indsats i kommunalpolitik var, at der havde været meget debat om ventetider på byggesager, men den debat havde vi aldrig haft om børnesager. Der var ingen, der offentligt på Bornholm diskuterede, hvorvidt vi overholdt sagsbehandlingstiderne på børnesager, og der var ikke nogen, der talte deres sag. Så noget af det, vi har gjort i min tid, er at arbejde ret systematisk med hele børneområdet. Vi har været meget udfordrede på børne- og familieområdet gennem tiden, og vi har af flere omgange, på trods af at vi jo også har været en enormt økonomisk udfordret ø, bevilget penge til mere sagsbehandling, flere opfølgende indsatser, flere tilbud med psykologer, familierådgivere og så videre. Det er noget af det, der skal til, for at knække misbrug hos unge.

Hvor langt synes du, du er nået i din tid som borgmester, når du nu siger, at det var din drivkraft? Hvor langt er du nået med de udsatte børn og unge?

– Jeg ved ikke, om man kan gøre det sådan op. Udfordringen ved at arbejde med sådan noget her er, at det ikke er noget, du kan måle på efter en enkelt valgperiode. Som politiker er det jo rart at lave indsatser, man kan måle indenfor de fire år, så folk vil genvælge en. Det er det her jo ikke. Der er ingen, der forestiller sig, at vi kan knække den sociale kode på Bornholm på fire år. Og derfor ved jeg ikke, om man kan sige, hvor langt vi er nået. Jeg synes, vi er nået langt, fordi der er kommet et meget stort fokus på, at det betyder noget, hvordan børnene vokser op på Bornholm. Vi har også i kommunalbestyrelsen fået meget større fokus på, at normeringerne i børnehaverne faktisk betyder noget. At det, at vi investerer i de små børn, betyder noget.

– Så er der nogle projekter, som jeg er rigtig stolt af, men som også er nogle, der ikke altid flyver særlig højt på radaren. For tre år siden lavede vi et samarbejde med gynækologerne på sygehuset, hvor vi udleverede gratis hormonspiraler til de unge piger, så vi kunne prøve at hindre uønskede graviditeter og uønskede aborter. Det har faktisk været en rigtig fin indsats, som i den grad også er med til at knække den sociale kode.

– Vi har lavet nogle pilotprojekter under De Små Børns Bornholm, for eksempel et samarbejde mellem de ansatte i vuggestuerne og sundhedsplejersken, hvor man laver fælles besøg hos familierne. Det gør man, fordi der er rigtig meget viden og mange forskellige måder at arbejde med familier på på tværs af de to faggrupper, som er rigtig gavnlige og viser nogle rigtig gode resultater også. Så der er et kontinuerligt og godt arbejde i det, som jeg tror, kommer til at styrke hele det område.

– Havde det ikke været for corona, var vi også gået i luften med en børnealliance på Bornholm. Her ville vi indbyde en række aktører i civilsamfundet på Bornholm til at give et fælles håndslag på, at vi vil være med til at gøre Bornholm til et bedre sted at vokse op som barn. På tværs af boligorganisationer, faglige organisationer, idrætsforeninger, DGI Bornholm, borgerforeninger og kommunen.


Hvad er I ikke lykkedes med i forhold til udsatte unge?

– Lige nu har vi jo nogle unge mennesker, som vi ikke er lykkedes med at få til at være en del af fællesskabet. Det har haft dybt tragisk udgang for nogle af dem. Politiets melding er, at der er en gruppe af unge, heldigvis ikke så mange, men der er en gruppe unge, som ikke føler sig som en del af det almindelige fællesskab. Skolefællesskabet, fritidslivet og så videre. De har en risikovillighed, som ligger langt ud over, hvad vi har set før. Det spiller ikke nogen rolle for dem, at det her kan have dødelig udgang. Det er foruroligende. Politiets udmelding er, at det ikke er fordi, der er kommet flere stoffer på Bornholm. Det er heller ikke fordi, der nødvendigvis er flere misbrugere på Bornholm, eller at de unge misbruger flere stoffer. Men der er en gruppe, der er blevet sværere at nå. Som måske er uden for pædagogisk rækkevidde i forhold til de indsatser, vi har kunnet nå dem med indtil nu. Det, synes jeg, er frustrerende og alarmerende, og det ender også tragisk for nogle. Det er skrækkeligt at se på som samfund. Det er både skrækkeligt for os almindelige borgere, der læser det i avisen, men jo også for dem, der arbejder med dem til dagligt i vores tilbud, hos politiet og vores gadeplansmedarbejdere, fordi de jo ser, at vi ikke når dem. Så det har vi jo ikke lykkes med. Det er ikke fordi, det er nogens skyld. Hvis man vidste, hvad det er, der ikke virker, så havde man jo også tacklet det.

Hvad bliver der gjort nu, når vi, som du selv siger, har nogle unge, vi ikke når? Er der noget undervejs fra regionskommunens side for at gøre mere eller noget andet?

– Jeg ved, at børne- og skoleudvalget har drøftet det her, og at der er lavet en redegørelse på baggrund af den seneste sag for at blive klogere på, hvad det egentlig er for nogle forskellige tilbud, der har været i spil. Jeg har også læst den redegørelse, og når jeg kigger ned over den, så tænker jeg, at det er ikke fordi, vi ikke har prøvet, men man må bare konstatere, at det ikke har hjulpet i den her situation.

– Det kan der være mange årsager til. Noget af det, som jeg selv har spurgt ind til, er, om vi har de behandlingstilbud, som vi skal have her på øen. Det er selvfølgelig en udfordring på Bornholm, at vi er et relativt lille sted med – heldigvis jo – ikke ret mange, der har brug for den her behandling. Derfor kan det være svært for os at drifte nogle tilbud, der hænger sammen fagligt og kvalitetsmæssigt. Men derfor skal man alligevel hele tiden være bevidst om, om vi har adgang til den nødvendige behandling, for eksempel til døgnbehandling. Som jeg forstår det, så er det primært ambulant behandling, vi har for den her aldersgruppe. Jeg aner ingenting om det faglige i misbrugsbehandling, så det skal jeg ikke gøre mig klog på, men som mor til teenagere kan man da godt tænke, om det havde været bedre for den her dreng at blive tilbudt døgnbehandling. Så der er noget i den her tilbudsvifte, vi har, hvor jeg tænker, om den er tilstrækkelig.

Hvad får dig til at tænke det? Altså om der er de behandlingsmuligheder, der skal være?

– Dels fordi det er det, jeg hører fra de mennesker, der har det her tæt inde på livet. Der kan jo være mange årsager til, at det er sådan. Det kan være, at man fagligt ikke skønner, at det er det, der hjælper i situationen. Men vi skal i hvert fald være sikre på, at vi har de tilbud, der skal til.

– Det, der også er udfordringen med misbrug, er, at der også skal en grad af erkendelse til, før man kan behandle et misbrug. Der tænker jeg, at det er nok ikke altid, at unge mennesker har den opfattelse, at de har et misbrug. Der kan gå rimeligt lang tid fra de opbygger et misbrug, til de vil behandles for det.

Hvad tænker du om de indsatser og tilbud, der er for udsatte unge på Bornholm?

– Det er svært at svare entydigt på, men når jeg ser på, hvad vi har af tilbud indenfor rådgivning, Ungeporten, mentorer, Klar til Job, STU og FGU, så er der mange instanser. Måske også for mange. Noget af det arbejde, vi har sat i gang inden for de senere års tid, er det, vi kalder den sammenhængende ungeindsats, hvor vi sammenkører indsatserne meget mere. Det, jeg hører fra de unge mennesker selv, er, at der er rigtig mange velmenende professionelle omkring dem, som vil dem det bedste, men det kan næsten også blive for meget og gøre, at man stempler ud. I den sammenhængende ungeindsats arbejder vi netop med, at man har ét menneske, man relaterer sig til, som er en slags ledetråd gennem alle de systemer, man skal igennem.

Den sammenhængende ungeindsats kom i februar 2020. Hvordan er det gået med den indtil videre?

– Man har lavet prøveforløb, og der er forskellige meldinger på det. Jeg har set sager i den periode, som ikke er gået særlig godt. Men jeg tror, retningen er rigtig. Jeg tænker, at det er et arbejde, vi har igangsat, som i virkeligheden har en indkøringsperiode, fordi det jo også er på tværs af region, stat og kommune. Men jeg tror og håber virkelig, det kan være med til at få de unge godt igennem. Det handler tit om relationer i arbejdet med udsatte børn og unge. Et er, at vi har systemer, men i mange af de her sager handler det også om relationen mellem den unge og den sagsbehandler, der sidder på den anden side af bordet.

Nu forlader du jo snart posten som borgmester, hvad håber du, dine kolleger i kommunalbestyrelsen tager fat på nu i forhold til udsatte unge?

– Jeg håber først og fremmest, at man får den her sammenhængende ungeindsats til at fungere. Altså at man får skrællet alt bureaukrati, der også er på det her område, væk. For det hjælper ikke de unge. At man får holdt fast i grundtanken om, at de unge skal have én voksen, som de skal relatere til, og at den voksne også bliver en form for makker til den unge.

– Så håber jeg meget, at det også bliver en folkesag. Det kræver lidt udover kommunens indsats at vende det her. Vi har haft et projekt i Musikhuzet, hvor de frivillige, der er tilknyttet der, inviterede nogle udsatte unge ind. Det ændrede mange af de her unge drenge, fordi de lige pludselig blev en del af et fællesskab.

– Så civilsamfundet, altså foreningslivet og fællesskaberne lokalt, har en kæmpe betydning. Kommunen kan opfordre og støtte, men det kræver også en lyst fra den anden side til at gå ind i sådan noget. Så jeg håber, at foreningerne på Bornholm vil gå ind i den her alliancetilgang, hvor vi sammen danner en ring og siger, at Bornholm skal være det bedste sted at vokse op, og det vil vi allesammen gøre en indsats for. Det, tror jeg, vil kunne rykke rigtig meget.

 

 

TEMA: UDSATTE UNGE

Bornholms Tidende sætter i den næste tid fokus på udsatte unge.

Hvad vil det sige at være udsat ung? Hvor mange unge kan man betegne som udsatte på Bornholm? Og hvad bliver der gjort for dem?

Det vil vi forsøge at komme nærmere ved at snakke med de unge, med fagpersonerne omkring dem og med de organisationer, der har fokus på unge og udsathed.

Hvis du selv har en historie om emnet, som du vil dele, eller har ønsker til andre vinkler, vi kan dække, er du velkommen til at skrive til os på redaktion@bornholmstidende.dk.