Vel var det ikke "Elverhøj" i reneste form, men dog siger jeg: Det var lattermildt godt

TEATER

Må man grine af en karikaturtegning? Forhåbentlig.

Må man overhovedet tegne en karikaturtegning? Ikke altid, har vi lært i nyere tid.

Må man brænde en nations flag af? Det er en lussing til landet, men vi har også lært, at vi på ytringsfrihedens alter må ofre enhver idé om at leve et liv uden hån, spot og latterliggørelse. Den slags bør man tage med oprejst pande – om end det da nok kan gibbe i én, når man ser et Dannebrog i flammer.

Men det danske nationalskuespil "Elverhøj" fra 1828 – fingrene væk!

Nej, naturligvis ikke. Viser det sig.

Og heldigvis for det, må man konstatere efter mandag at have overværet "Elverhøj" i Figaros/Den Ny Operas udgave på Rønne Theater. Igen-igen blev det bevist, at teater kan noget ganske særligt. Og også i en coronatid med diverse forholdsregler, såsom at vi ikke måtte synge med på de planlagte fællessange, hvilket det lykkedes skuespillerne elegant at få endnu nogle morsomme episoder ud af.

Ensemblet tager Johan Ludvig Heibergs tekst og Friedrich Kuhlaus musik ved vingebenet og vrider vrangen ud på det hele, så der åbenbarer sig en energifyldt forestilling, som må have sat rotationen i gang på diverse kirkegårde i diverse royale grave –  Frederik VI bestilte stykket, Christian IV indtager en central rolle – og også, hvad angår de to skabere af det oprindelige værk, kan det nok have raslet lidt i knoglerne.

For det var en overmåde morsom oplevelse, et festfyrværkeri af idérigdom udfolder sig i denne omskrevne udgave, hvor skuespillerne deltager med tæft, timing og energi, så det er en drøm.

Vi morede os nede på stolerækkerne. Kongeligt.

Stykket har da også fået en tilføjelse i denne udgave: "Elverhøj – men tonen er lav", men som der også står i programmet, så gøres alt med respektfuld respektløshed. Sproget er frisket op – ja, det skal jeg love for – der er skrevet nye scener, og roller er forsvundet, mens andre er kommet til i stedet.

Alt sammen i humorens tjeneste og tak til Lisbeth Kjærulf, Rasmus Krogsgaard og Hans Dueholm, som alle spiller diverse roller med saft og kraft, og naturligvis også til Allan Dahl Nielsen ved flyglet, hvor han tilmed diverterer med sang i ny og næ.

At de kunne præsentere så frisk en udgave af forestillingen klokken 19.30 var imponerende i betragtning af, at de også spillede den klokken 16.30.

Elverhøj blev skrevet på bestilling af kong Frederik VI, som ønskede et festspil til brylluppet mellem sin yngste datter, Vilhelmine Marie, og prins Frederik Carl Christian (den senere Frederik VII), som fandt sted den 1. november 1828. Fem dage efter havde Elverhøj premiere, og det er siden i originaludgaven opført flere end 1.000 gange på Det Kgl. Teater.

Heiberg byggede dramaet op over et sagn om klinte- eller elverkongen på Stevns og en historie om forbyttede børn, idet Kong Christian IV optræder som en slags detektiv, der afslører sagens rette sammenhæng og hvem, der er hvem, så de rigtige elskende kan få hinanden.

I den aktuelle udgave nedbrød skuespillerne gang på gang den såkaldte "fjerde væg", altså den imaginære væg mellem scenen og tilskuerrummet, som gør os til blot betragtere af og vidner til det, der foregår. Her blev vi både inddraget og bemærket (suk, nogle gamle tosser, vi sad og lignede nede på stolerækkerne).

Illusionen

Allerede inden forestillingen begyndte for alvor, passerede skuespillerne på bagvæggen, hvor de projiceredes op. De gik lige forbi, stoppede op og kiggede ud på os.

– Se, der er min kæreste, sagde Lisbeth Kjærulf for eksempel og studerede publikum.

– Hold kæft, det bliver en lang aften, sagde Rasmus Krogsgaard, da han så os sidde dernede.

– Hans, der er din mormor – tror jeg nok, sagde Lisbeth Kjærulf, og Hans Dueholms stemme lød:

– Min mormor! Det var da utroligt, hun døde i 1998.

Det var film, formoder jeg, og blev altså ikke sendte direkte omme fra backstage, om end Hans-Jørn Karlsen fra Teaterforeningen Bornholm, der havde skaffet forestillingen til byen, på 1. række lige foran mig sad og vinkede tilbage, da en af skuespillerne vinkede oppe fra lærredet. Og da Lisbeth Kjærulf kiggede ud på publikum og spurgte:

– Er der nogen, der ved, hvor toilettet er henne? pegede han diskret ud mod højre.

Bidrog han på den måde til illusionen?

Men snart gik stykket for alvor i gang, og sikket menageri og sikke en bunke af morsomme referencer til mere nutidige fænomener som sociale medier, mobiler og moderne ejendomsmæglere. Den berømte sætning fra stykket, hvor Christian IV højstemt siger "Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon, men dog jeg siger: Jacta est alea" bliver allerede fra start præsenteret, fordi Hans Dueholm har så travlt med at fyre dette højdepunkt af, men gang på gang stoppes han: "Det er ikke endnu!".

Der er er musik af Abba, klassikere fra syngepigerne på Bakken, Sinatra, Susanne Lana, Simon & Garfunkel, Marilyn Monroe, Rasmus Seebach, Elvis – som optræder i skikkelse af Elverking – og meget andet.

Sågar Elver-banden, som grangiveligt ligner og agerer som Olsen-banden, får vi filmbidder af, og de to og en halv time inklusive pause var væk på et kvarter, føltes det som.

Fik jeg nævnt, at allerede inden start kørte der rulletekster på bagscenens lærred, hvoraf det blandt andet fremgik, at der har været en "krænkelseskoordinator" tilknyttet forestillingen?