Unge laver film om druk

Unge laver film om druk
Gustav Miller Lund og Pelle Folkjær Juhl fra 1.g på HHX havde valgt at arbejde med alkohol og scoringer. Foto: Katrine Westh Sørensen
Onsdag 11. december 2024 • 19:00
Onsdag 11. december 2024 • 19:00

1.g'ere på Campus Bornholm lavede film i samarbejde med Trygfonden, Kræftens Bekæmpelse og Lommefilm.

Trygfonden, Kræftens Bekæmpelse og Lommefilm arbejdede onsdag med 10 1.g-klasser på tværs af de gymnasiale uddannelser på Campus Bornholm. Anledningen var en landsdækkende kampagne, hvor eleverne skulle lave små kampagnefilm under temaet "drik mindre, oplev mere".

Formålet er at give de unge et fælles sprog for en alkoholkultur, "som kan være lidt voldsom i Danmark". Det siger Kasper B. Olesen fra selskabet Lommefilm, som altså er en del af projektet.

– Det er en måde at få emnet på dagsordenen og få de unge til at reflektere over deres egen kultur og brede budskabet ud imellem dem, siger han.

Dagen var delt op i tre temaer; "Drikkepres", "oplevelser man går glip af" og "alkohol og scoringer".

– Det sidste tema er et meget brugt fænomen blandt unge mennesker, forklarer Kasper B. Olesen.

– At man drikker sig mod til, men at man ikke nødvendigvis bliver særlig meget mere charmerende efter første drink. Det her med at blande alkohol og kærlighedslivet sammen kan godt blive lidt problematisk. En enkelt genstand kan godt gøre, at man bliver lidt mere åben og afslappet, men efter det falder vurdering af ens opførsel faktisk ret markant af menneskerne omkring en.

1.g-eleverne ideudviklede en times tid og optog derefter deres kortfilm ud fra et af temaerne. I klasserne valgte man så den bedste film, inden alle klasserne mødtes og så de 10 film. Herefter blev der udpeget en vinder, hvor gruppen bag modtog et gavekort til biografen, så hele holdet kan få en oplevelse sammen.

Gustav Miller Lund og Pelle Folkjær Juhl fra 1.g på HHX havde valgt at arbejde med alkohol og scoringer.

– Det var det emne som vi i gruppen fandt mest interessant, og som alle kunne relatere til, fortæller de.

– Det her med, at man kan komme til at drikke så meget, at man dagen efter har glemt, hvad man har lavet. Det kan være med til at sætte fokus på, at man måske bør drikke mindre, siger Pelle Folkjær Juhl.

I deres kortfilm havde hovedpersonen glemt, hvad han havde bedrevet i fuldskab og missede dermed alt det, der var sket til festen.

– I vores kortfilm er flirten egentlig gensidig fra pigen og drengen, men vores hovedperson fortryder, at han har drukket så meget, fordi han ingenting kan huske. Han ville rigtig gerne have drukket mindre, så han havde flere minder om, hvad der skete den aften, fortæller 1.g'erne.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT