Uddannelse halveret: Nu skal der gøres noget

Uddannelse halveret: Nu skal der gøres noget
Siden 2001 har man kunnet læse læreruddannelsen på Bornholm, i dag på Campus Bornholm. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 8. NOV 2022 • 17:44
NYHED | ABONNENT
8. NOV 2022 • 17:44

Siden studiestart i august er antallet af studerende på Bornholms læreruddannelse halveret. Årsagen skal findes i et manglende socialt studiemiljø, og at en del af undervisningen skal tages i København. Skolen kigger mod løsninger, der måske indeholder mere online undervisning i fremtiden, fortæller institutchef.

 

I august måned startede der seks nye studerende på læreruddannelsen på Bornholm. Nu er der tre tilbage.

Selv om der er tale om små tal, så er frafaldet på 50 procent det højeste, der er målt de seneste tre år. Og det skyldes for nogle af de studerende et manglende socialt studiemiljø og i høj grad også, at dele af undervisningen er påkrævet at tage fysisk i København, fordi holdene ikke oprettes på Bornholm. Og det kan resultere i ekstraudgifter i både tid og penge.

Det fortæller tre studerende til dr.dk.

Og frafaldet ærgrer Lis Madsen, der er institutchef for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, som siden 2001 har udbudt uddannelsen på Bornholm, i dag på Campus Bornholm.

– Vi har jo frafald på vores uddannelser, men det bliver meget sårbart, når det er så lille en population, så det tager vi rigtig alvorligt, fortæller hun til Tidende.

– Hvis de falder fra, fordi de synes, uddannelsen ikke lever op til deres forventninger eller den måde, den er organiseret på, er det ærgerligt. Og det skal vi gøre noget ved.

Løsninger

Udfordringen handler i bund og grund om at rekruttere flere studerende og blive bedre til at fastholde dem, der er.

Og netop løsninger var på dagsordenen, da Lis Madsen tirsdag besøgte Campus Bornholm for at tale med skolen, undervisere og de tre tilbageværende studerende på læreruddannelsen.

– Vi havde et godt møde med de tre på årgangen og diskuterede, hvad der kan gøre deres studiehverdag lettere. De nævner heldigvis også rigtig mange positive ting som praktik og undervisningen, men det er de organisatoriske rammer, der er vanskelige.

Også de tre studerende nævnte ifølge Lis Madsen undervisningen i København som et parameter, man kunne skrue på for at gøre det nemmere at være studerende. Også selv om det er meget forskelligt, hvor ofte de studerende skal over, og hvor meget det påvirker dem.

– Det er en gang om måneden, hvis du læser på netuddannelsen (hvor du læser hovedparten som onlinestudie, red.). Det er svært at lave onlineundervisning i idræt, billedkunst og madkundskab, så hvis du læser billedkunst, skal du derover hver uge, for så er uddannelsen fysisk. Så bliver det voldsomt. Men nogen siger også, det ikke er et problem med økonomien, for hvis man ved det i god tid, kan man få billige billetter. Men det er tiden, der er er et problem.

– Vi vil analysere på, om man kunne lave andre formater af undervisning, som måske kunne gøre det mindre påkrævet at tage til København. Kunne man lave noget på en anden måde, så de studerende fulgte med fra Bornholm? Noget undervisning her og noget, hvor man deltager i undervisningen i København, men via link? Vi har lært rigtig meget af corona, og det er noget af det, vi vil kigge på, fortæller Lis Madsen.

Dyrt og hårdt

Trine Staur studerer på læreruddannelsen på 7. semester og er forperson for Lærerstuderendes Landskreds på Bornholm.

Hun kan godt genkende billedet af, at det er tidskrævende og hårdt for både pengepungen og det psykiske og fysiske helbred at skulle tage en del af undervisningen i København. I øjeblikket tager hun frem og tilbage for at få undervisning i specialpædagogik.

– Sidste måned betalte jeg 2.100 kroner ud af min SU. Det er også et fuldtidsstudie, og der er meget læsestof, fortæller hun.

Hun synes som udgangspunkt, det er en god idé med mere onlineundervisning, men der skal findes en måde, hvor der også er nogle fysiske hold på Bornholm.

Og så efterspørger hun, om man kan gøre det billigere at rejse fra og til Bornholm som lærerstuderende, så det i det mindste vil blive billigere.

– Hvis man skal finde på løsninger, handler det om at finde en multilateral aftale mellem dem, der styrer trafikken, kommunen og Københavns Professionshøjskole. Billigere transport, et ungdomskort eller kilometerpenge, siger hun.

Tidsperspektiv

Københavns Professionshøjskole tilbyder også læreruddannelsen i København og Helsingør, men frafaldet er procentvist større på Bornholm.

– Men det er svært at sammenligne et sted med 500 studerende på en årgang og et sted med under 10. Det er noget særligt, påpeger Lis Madsen.

Men når de melder sig ud, så angiver de vel en årsag?

– Jojo, der er selvfølgelig et mønster her i forhold til det, vi har hørt i dag. Når man falder fra i København, er der som regel mange forskellige grunde, hvor det, jeg hører her, er, at det for fleres vedkommende handler om den måde, det er organiseret på.

Har I været gode nok til at informere om, at man kan ende med at skulle til København for at tage en del af sin uddannelse?

– Det er vi i hvert fald blevet opmærksomme på, at det er vi nok ikke. Det er noget, vi informerer om, og det står på vores hjemmeside. Men det har vi også drøftet i dag, at vi måske skal kalde de nye studerende til et møde i starten af august, inden de vælger deres fag, og informere om, hvilke muligheder der er.

Kan det blive ved med at løbe rundt med uddannelsen på Bornholm?

– Vi har ikke råd til hold, hvor al undervisning foregår med én underviser til tre studerende. Så der er noget økonomi i det, men også et socialt studiemiljø, hvor man har nogle studiekammerater. Vi skal gerne have øget rekrutteringen til uddannelsen og fastholdelsen, og det skal vi ved at have et uddannelsestilbud, der opleves som attraktivt. Derfor er de studerende input enormt vigtigt.

Nyt optag

Kan uddannelsen overleve på Bornholm?

– Jeg håber det. Det er vores plan. Vi har fire professionsuddannelser herovre, og det vil vi gerne fortsat have og sikre, at det er muligt at læse de her uddannelser lokalt.

Lis Madsen fortæller, at de vil arbejdere videre med de ting, de tirsdag talte om på Campus Bornholm, og at der er et tidsperspektiv for eventuelle løsninger.

– Vi har et nyt optag til sommer, så vi skal have nogle flere til at søge uddannelsen da. Der er kommet en politisk aftale om ny læreruddannelse, og det er en god anledning til at gentænke den måde, vi tilrettelægger uddannelsen på. Vi arbejder med henblik på, når vi har åbent hus i februar, at vi så kan være mere præcise i vores kommunikation til de studerende om, hvad de kan få her, siger Lis Madsen.