Transportministeren: 'Klag til de svenske myndigheder'

Transportministeren: 'Klag til de svenske myndigheder'
– Vi er nødt til have nogle mere formaliserede beskrivelser af, hvad der skal ske, hvis noget opstår, siger Benny Engelbrecht. Pressefoto: Steen Brogaard
| ABONNENT | 14. JAN 2021 • 19:48
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
14. JAN 2021 • 19:48
CORONA

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har fuld forståelse for Karina Schou og hendes families frustrationer over den situation, de havnede i, da hendes mor torsdag skulle begraves på Bornholm.

– Jeg vil ikke forsvare svenske myndigheders nidkærhed i den her sammenhæng, siger han.

– Og jeg kan ikke vurdere deres behandling, men det virker som om, man i den konkrete situation ikke har fulgt egne retningslinjer, og derfor vil jeg også anbefale de pågældende, at de påklager det over for de svenske myndigheder, så de kan rette ind. Der har også være eksempler på rejsende fra Bornholm, som er blevet underkastet meget grundige forhør nærmest, hvis de har skullet på Rigshospitalet eller andre hospitaler. Så det virker umiddelbart som om, man har været meget nidkære, men hvor man i de situationer dog nåede frem til en konklusion om, at folk gerne måtte rejse i transit. Men det er ikke kønne historier, og jeg håber selvfølgelig, at man fra svensk side tager det ad notam og også vil gøre det mere smidigt. Det er ikke mit ministerium, der har mulighed for at bringe de ting videre, men jeg ved, at det er noget, blandt andet Udenrigsministeriet ser på.

Jeg skulle lige til at spørge, om det er noget, du kan bringe videre eller om andre i regeringen kan gøre det. For det er da dybt tragisk, at der står en familie, som skal hjem til begravelse, men bliver afvist?

– Her vil man kunne få gode råd og vejledning fra blandt andet vores gode folk i Udenrigsministeriet og også fra den danske repræsentation i Stockholm, siger Benny Engelbrecht.

– Men det er svenske myndigheders behandling og vurdering, og derfor skal min opfordring være, at man også formelt bringer den her sag videre til svenske myndigheder, som så må træffe en afgørelse. Så kan man spørge: Er det ikke lidt omsonst at gøre, når man nu er fløjet i stedet for i den aktuelle sag, men det mener jeg faktisk ikke, for hvis man oplever noget, som tilsyneladende strider imod svenskernes egne retningslinjer, så gør man jo andre, som potentielt set måtte stå i samme situation, en tjeneste.

Er der danske myndigheder, som kan hjælpe den her familie med at komme videre med sagen?

– Der vil jeg henvise til Udenrigsministeriet, og eventuelt kan den danske ambassade i Stockholm også bistå. Men man har også i Sverige et princip, som giver mulighed for at klage direkte til de svenske myndigheder.

Sammen omkring bordet

Vidner den her sag ikke præcis om det problem, det er, at en anden stat kan afgøre, hvordan vi rejser frem og tilbage mellem danske landsdele?

– Jo, og derfor er det optimale også at have meget klare linjer i forhold til det her. Og det er vi nødt til at sikre, så snart vi kommer ud på den anden side af den her covid-19-krise. Vi er nødt til at definere, hvad vi gør i den situation, at noget andet eventuelt måtte opstå i fremtiden.

– Indtil den nuværende situation har vi haft ganske få udfordringer med det her – der har været noget med dyr, som der har været lidt bøvl med at tage med gennem Sverige – men det er noget, vi altid har været i stand til at løse ad dialogens vej. Her er vi bare nødt til at sige, at den aktuelle sag lærer os, at vi er nødt til have nogle mere formaliserede beskrivelser af, hvad der skal ske, hvis noget opstår, som giver et behov for i et vist omfang at begrænse en transport. Det behøver jo ikke handle om smitte, det kan være terror, et stort uheld på en fabrik, eller hvad ved jeg, som gør, at man skal reagere, og dér er vi nødt til at have nogle klare aftaler, og det kommer jeg også til at bestræbe mig på at have en tæt dialog med svenskerne om.

– Det vil være en klar fordel, når vi skal lave den slags aftaler, at vi rent fysisk sammen kan sætte os ned omkring et bord, og det kan vi jo først, når vi er på den anden side af covid-krisen. Men det er helt klart, at det er noget, vi nødt til at gøre, og i den sammenhæng behøver jeg næppe gøre opmærksom på, at der jo også findes ministre i den danske regering, som er særligt opmærksomme på Bornholm, og som nok også vil bidrage med gode råd og vejledning undervejs. Det er jeg helt tryg ved, at både miljøministeren og udenrigsministeren vil, siger transportministeren.

Og refererer dermed til de to bornholmere Lea Wermelin og Jeppe Kofod.