To indlagte på Bornholms Hospital er testet positive for covid-19

To indlagte på Bornholms Hospital er testet positive for covid-19
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 22. FEB 2021 • 17:19

22. FEB 2021 • 17:19

CORONA

To personer på Bornholms Hospital er testet positive for covid-19 i weekenden.

Det bekræfter Pernille Gjede, der er kommunikationsansvarlig på Bornholms Hospital over for Bornholms Tidende.

Der er tale om to indlagte på sengeafsnittet, som er smittede med covid-19.

– Vi ved endnu ikke, hvordan de er blevet smittet. Vi har en helt fast procedure for, at patienter bliver testet, når de bliver indlagt. Her har begge været testet negative. Så tester vi igen efter syv dage, og her har de to patienter slået ud med en positiv test, siger Pernille Gjede.

Smittekilde er ukendt

Man ved endnu ikke, hvordan de to patienter er blevet smittet.

– Det kan være, at de selv er kommet med smitten i kroppen, hvor den ikke har vist sig på den første test. Det kan også være, at de er blevet smittet af personale, og så er der jo den tredje mulighed, at de kan være blevet smittet af besøgende. Vi opfordrer stærkt til, at man som pårørende til en indlagt lader sig teste, før man kommer på besøg, siger Pernille Gjede.

Hun oplyser, at personalet på Bornholms Hospital bliver testet regelmæssigt, men nu også bliver testet i forbindelse med den aktuelle smitte på sygehuset.

– Vi testede alle, der var på arbejde, og efterfølgende har vi testet det resterende personale. Der er indtil videre ikke andre, der er testet positive, men vi re-tester alle igen efter syv dage, siger Pernille Gjede.

De to patienter er nu isolerede for at undgå smitte.

– Vi er i tæt kontakt med Styrelsen for patientsikkerhed og følger alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer for, hvad man skal gøre i en situation som den her, siger Pernille Gjede.