Tilfredse cyklister udløser en top 3-placering

Tilfredse cyklister udløser en top 3-placering
Bornholm placerer sig på tredjepladsen blandt landets kommuner, når det gælder borgernes tilfredshed med forholdene for cyklister. Arkivfoto: Berit Hvassum
TRAFIK | BORNHOLM | 20. JUL 2021 • 12:43
Henrik Nielsen
Journalist
TRAFIK | BORNHOLM
20. JUL 2021 • 12:43

Forud for kommunalvalget i november har analyseinstituttet Voxmeter udarbejdet et såkaldt kommunebarometer, der undersøger borgernes holdning til en lang række spørgsmål i landets 98 kommuner.

Forholdene for cyklister er et af de områder, Voxmeter har undersøgt, og Bornholm placerer sig i top 3 som en af de kommuner, hvor borgerne er mest tilfredse med forholdene.

Det fremgår af en email fra Voxmeter.

Ishøj og Albertslund på den københavnske vestegn indtager de to første pladser og har altså de borgere, som er mest tilfredse med forholdene for cyklister. Derefter kommer Bornholm.

I alt har Voxmeter gennemført 55.000 interview med danskere fra hele landet, og der er stikprøver fra alle kommuner, fremgår det.