Tidligere helikopterlæge advarer: Det kan gå helt galt på Teglkåsvej

Tidligere helikopterlæge advarer:  Det kan gå helt galt på Teglkåsvej
Ib Lind Pedersen har boet på Teglkåsvej siden 2000 og kan bevidne, at trafikpresset er blevet større de seneste par år. Foto: Jacob Jepsen
INTERVIEW | ABONNENT | 25. JAN 2022 • 19:30
INTERVIEW | ABONNENT
25. JAN 2022 • 19:30

Ib Lind Pedersen, som har været helikopterlæge i Nordsverige, frygter, at en nyligt ændret hastighedsgrænse ved Helligpeder kan resultere i fatale ulykker.

 

Ib Lind Pedersen er bekymret. Han bor på Teglkåsvej ved Helligpeder, og som tidligere oplyst i Tidende hævede regionskommunen i sidste uge hastigheden på den lille kystvej for at lovliggøre den.

Ændringen skyldes nemlig en ny bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser, idet bekendtgørelsen har fjernet muligheden for en 30 kilometers hastighedsgrænse uden for særlig tæt bebyggelse, hvor laveste hastighed nu er 40 km/t.

Det betyder, at hvor det tidligere kun var tilladt at køre 30 km/t på strækningen, er det nu på et lille stykke tilladt at køre 60 km/t og på resten af vejen 40 km/t. De 60 km/t skyldes også bekendtgørelsen, idet man ifølge den ikke må skifte hastighedsgrænse direkte fra 80 til 30 kilometer i timen. Men i stedet for at sænke en del af den gamle strækning fra 80 km/t til 60 km/t har kommunen valgt at hæve en del af strækningen fra 30 km/t til 60 km/t.


Foto: Jacob Jepsen



Så vidt så godt. Hvor ligger problemet – 30 km/t, 40 km/t, 60 km/t?

Problemet ligger ifølge Ib Lind Pedersen i, at det på et eller andet tidspunkt kommer til at gå galt på Teglkåsvej med de nye hastighedsgrænser. Det er han overbevist om. Han bor i nr. 6 på vejen, hvilket han har gjort siden 2000, hvorfor han har haft god lejlighed til at studere trafikken mellem hans tilbagetrukne hus og kystlinjen, altså på Teglkåsvej.

– De seneste par år er trykket på Bornholm trafikalt set steget, siger han.

– Og det vil sige, at vi også på Teglkåsvej har oplevet ret massiv trafik i form af både busser, lastvogne, privatbiler, motorcykler, elektriske løbehjul – og dertil mange bløde turister, som vandrer øen rundt. Jeg har siddet på min bænk og kunnet registrere, at det går lidt for stærkt nogle gange.

Som uddannet narkoselæge har Ib Lind Pedersen indgående kendskab til, hvad fart og trafik kan afstedkomme, hvis det går galt. Han har således også i en periode været helikopterlæge i Nordsverige.

– Så jeg har oplevet en del med traumer og trafikskade, siger han.

– Det er derfor, jeg bruger energi på at harcelere mod det her. Det er i et forebyggende øjemed, for jeg frygter, at der kommer til at ske noget skidt her på et tidspunkt og har også talt med nogle af de øvrige beboere på vejen. Mange mener, at 30 km/t er for langsomt, hvilket det også er, så 40 km/t blev egentlig accepteret, men nu har jeg registreret, at mange herude gerne vil havde de 30 km/t tilbage.

En spand havre

Ib Lind Pedersen har undervejs i processen været i kontakt med Bornholms Politi.

– Jeg gjorde opmærksom på, at her bliver kørt for stærkt, og at jeg er bange for, det på et tidspunkt går galt, siger han.

– Min nabo mod syd havde for eksempel sidste sommer besøg af børn og børnebørn, og så kommer de jo til at lege på vejen, fordi den indbyder til det. Heldigvis skete der ikke noget, men dagen efter kom der en sydgående motorcykel fra Teglkås, og ud for mit hus gav føreren den en spand havre, og jeg vil anslå, han fortsatte ned forbi min nabo med 80-100 km/t. Havde der været børn på vejen, kunne det have gået helt galt, så det er profylaktisk, jeg fortæller det her, altså forebyggende.

– Lidt senere havde min nabo til den anden side, altså nordpå i nummer 8, også familie på besøg, og en varm sommeraften gik de ned på stranden for at grille marshmallows ved et bål. Og så er der jo igen børn, der løber frem og tilbage over vejen for at hente ting og sager – og da oplever jeg også en bilist, som passerer med formentlig 90 km/t. Var et barn sprunget ud på vejen, havde det sagt smæk hernede.

Ib Lind Pedersen har også været i kontakt med regionskommunen for at gøre opmærksom på problematikken, fortæller han.

– Og forleden morgen hører jeg så nogle bankelyde ude foran, og det 30 km/t-skilt, som var sat op lige inden nr. 4, hvis man kommer fra syd, er nu blevet dækket til, og man har i stedet sat to 40 km/t-skilte op ved min indkørsel, altså ved nr. 6, hvilket jeg ikke kan harcelere over. Men jeg tror, vi er enige om hernede, at de bør stå ved nr. 4, for ellers kan man køre 60 km/t helt ned til mig.

Ifølge Ib Lind Pedersen er der tale om "bornholmsk Klodshans, når det er værst" og han opsummerer problematikken:

– Generelt synes jeg, at vi burde få 40 km/t-zone hele vejen, men der er også folk blandt de 20 huse, vi er på vejen, som ønsker 30 km/t-zonen tilbage. Det skyldes, de har skolebørn, der nu hver dag går på vejen med 60 km/t. Og helt grundlæggende ønsker jeg at gøre opmærksom på den her problematik i et forsøg på at undgå, at det går galt, og at nogen kommer alvorligt til skade. Jeg er nervøs for, at det pludselig siger klask her på vejen.