'Vågn op, og lyt til os'
Indtil sidste år var tandlægeklinikken i Østermarie hendes arbejdsplads. Hun påpeger, at den teknologiske udvikling og digitaliseringen er med til at øge kravene til de mindre tandlægeklinikker, der ideelt set skal bestå af større lokaler til behandlinger, end tilfældet er mange steder i dag.
– Rammerne på vores klinik er jo sådan set gode nok, men de enkelte rum er meget små, og det er de også, hvis man kigger på børne- og ungdomsklinikken i Rønne. Det er jo nemt for politikerne at spørge, "hvad er problemet?", hvis man ikke kender til tingenes tilstand. Hvis man besøger klinikkerne, så ser man, at man sidder i nogle barakligende forhold, der minder om et sted i Østeuropa.
– Mit budskab til kommunalbestyrelsen og regionen er: "vågn op, og lyt til, hvad der bliver sagt, kom på besøg i klinikkerne og oplev, hvor slemt det står til". Man bliver dybt frustreret, når vi har sagt til regionskommunen, at det her ender galt – og nu er det endt rigtig galt. Der er så mange, der ringer hertil hver dag. Det er både nytilflyttede, turister og bornholmere, der har brug for en akuttid, fordi det står så slemt til med deres tænder, siger Dorte Westergaard.
Ud over at forpligte sig økonomisk til betaling af husleje gennem en årrække kan bidraget fra kommunen og Region Hovedstaden også bestå i, at de offentlige sundhedsudbydere påtager sig en større rolle i projektet. Camilla Ulrich fortæller, at hun gerne så, at kommunale medarbejdere kunne være med til at understøtte de næste skridt i processen.