Strandrensning: Vi havde håbet der kom nogen børn

Strandrensning: Vi havde håbet der kom nogen børn
Strandrensning er en del af forberedelserne til sommeren på Bornholm. Her rykker Aakirkeby Borgerforening ud i Boderne. Foto: Jens-Erik Larsen
| 5. JUN 2021 • 10:48

5. JUN 2021 • 10:48

MILJØ

Der var stor tilslutning til formiddagens strandrensning på strækningen fra Boderne til Raghammer, men Aakirkeby Borgerforening fik ikke held med at lokke børnefamilierne med på skraldeindsamlingen, selv om man fristede med forfriskninger til de små. 

– Det var ellers det vi lagde op til i invitationen, men det er nok for tidligt, sagde Inger Marie Ipsen fra borgerforeningen.

Klokken 9.15 delte de 40 deltagere sig op i grupper og så gik det ellers afsted i alle retninger med store og små poser. Gruppen, der gik Boderne, fik følge af en traktor fra militæret, i tilfælde af, at man skulle støde på noget suspekt på stranden. Det skyldes, at strækningen sydøst for Boderne hører til det militære skydeterræn Raghammer.

Hele Bornholms kyststrækning renses i juni for affald. Ansvaret deles mellem de lokale borgerforeninger og kommunen, som afhenter det indhentede affald fra de lokale miljøstationer og kører det til Bofa. 

Det blev i lørdags til seks store poser med affald, fortalte Inger Marie Ipsen efterfølgende. - Vi fandt primært bygningsaffald, lød det fra borgerforeningens indsamlingsansvarlige.

Arrangementet blev afsluttet med pølser og en forfriskning hos grundejerforenigens formand Aksel Munch Ipsen.