Hvad er fremtidsplanerne på den lange bane?
– Der er mange gæster, som mener, at det er langt at rejse for én dag. Så hvis vi kan udvide til to dage, ville det være mere attraktivt både for kokkene og gæsterne. I branchen kalder folk det for ”Roskilde Festival for kokke”. Vi sætter et frygteligt stort arrangement op, for bare én dag. Jeg så det gerne udvikle sig til at blive lidt mere som en festival over flere dage. Måske også med en form for underholdning, så folk, som ikke er så madinteresserede, stadigvæk kan få en god oplevelse til Sol over Gudhjem. Eventuelt noget musik eller oplevelser til børn. Det kræver også, at vi investerer nogle penge i at udbygge konceptet, og derfor er det også vigtigt, at vi ved, hvor vi skal være, og hvad det kommer til at koste, siger Mikkel Marschall.
– Der skal jo ske noget, før folk kommer til øen, så jeg håber, at kommunen kan se, at vi gør meget for at promovere lokale producenter, både for bornholmerne og for turisterne. Det håber jeg bestemt, at de vil støtte op om.