Søfartsstyrelsen vil undersøge hurtigfærgernes undvigemanøvre

Søfartsstyrelsen vil undersøge hurtigfærgernes undvigemanøvre
Begge færger måtte ud i en undvigemanøvre. Illustration: AIS-data/Bornholms Tekniske Samling
| ABONNENT | 7. JUL 2020 • 12:31
Af:
jesper-gynther
| ABONNENT
7. JUL 2020 • 12:31
TRANSPORT

Søfartsstyrelsen har nu påbegyndt undersøgelse af den hændelse, der skete i weekenden, hvor Bornholmslinjens hurtigfærger Express 1 og Express 2 måtte lave undvigemanøvre for at undgå at kollidere med hinanden.

Ingen kom til skade ved hændelsen, og Bornholmslinjen har udmeldt, at rederiet for sit vedkommende anså hændelsen som en afsluttet sag. Men nu har Søfartsstyrelsen valgt at lave en undersøgelse af forløbet.

– Vi ser med særlig alvor på alle hændelser, der involverer passagerskibe, og derfor er vi nu gået i gang med at se, hvad der egentlig er sket, og om der har været en reel risiko for nogen – også med henblik på, at det ikke skal komme til sådan en tæt på-hændelse igen, siger Martin Hvid John, synschef i Søfartsstyrelsen.

I undersøgelsen vil der blive kigget på lokationsdata, der viser, hvordan skibene har sejlet, ligesom der også vil blive indhentet oplysninger om, hvilken kommunikation der har været mellem skibene, og hvilken procedure for undvigemanøvre skibene har. Derudover vil Søfartsstyrelsen tale med de vagthavende på skibene – kaptajner, styrmænd og officerer – for at høre fra deres synspunkt, hvordan situationen har været.



Grafikken viser hurtigfærgernes rute, da de i weekenden måtte lave en undvigemanøvre for at undgå at kollidere med hinanden. Grafikken er lavet på baggrund af data fremsendt af Erik Nielsen, som har en AIS-modtager på Bornholms Tekniske Samling, som indsamler lokationsdata, som skibe udsender.

 

Mulige fejl vil blive afdækket

Før undersøgelsen er endeligt afsluttet, vil Søfartsstyrelsen ikke komme med noget bud på, hvorvidt hurtigfærgerne har gjort noget forkert ved hændelsen.

Derfor ønsker Martin Hvid John ikke at kommentere, hvorvidt det var forkert, at den ene af færgerne undveg til bagbordsside, når søfartsreglerne ellers foreskriver, at begge skibe som undgangspunkt skal undvige til styrbordsside.

– Som udgangspunkt skal skibe på skærende modsatte kurs begge dreje til styrbord, og det skal man gøre klart og tydeligt. Men når det er sagt, så vil det altid være op til den konkrete situation at vurdere, hvad der er det bedst mulige at gøre, siger synschefen.

 
Vi ser med særlig alvor på
alle hændelser, der involverer
passagerskibe, og derfor er vi
nu gået i gang med at se, hvad
der egentlig er sket, og om der
har været en reel risiko for nogen

 

Bornholmslinjen har fået kritik for ikke at give information over højtalerne til passagererne, da undvigemanøvren fandt sted. Dette vil også blive undersøgt af Søfartsstyrelsen, som anbefaler, at man giver information til passagererne, da det kan have en beroligende effekt.

– Det er selvfølgelig klart, at hvis man ikke får noget at vide, så skaber det bekymring eller uro. Men som sagt kan vi ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvorvidt der har været kommunikeret, og hvad der deraf ligger bag beslutningen om at gøre det eller ikke gøre det, men det vil vi selvfølgelig kigge på som led i vores undersøgelse, siger Martin Hvid John.

Om Bornholmslinjen eventuelt kommunikerede for lidt, det afhænger af, hvor farlig hændelsen reelt var. Kommunikation til passagererne om sikkerhed er nemlig primært tiltænkt nødsituationer og til den generelle sikkerhedsinformation om, hvordan man skal forholde sig. Men derudover er der ikke i søfartsreglerne et specifikt krav om og detaljeret beskrivelse af, hvilke hændelser der skal kommunikeres om, og hvad der skal kommunikeres ud til passagererne, fortæller synschefen.

Bornholmslinjen afventer

Hos Bornholmslinjen ønsker man ikke at kommentere Søfartsstyrelsens beslutning om at undersøge hændelsen.

Og rederiet ønsker heller ikke at kommentere sagen yderligere, indtil Søfartsstyrelsen har færdiggjort sine undersøgelser og nået frem til en konklusion.

– Nu lader vi myndighederne arbejde i fred, så hændelsen kan blive afklaret, og så ser vi frem til at se, hvad Søfartsstyrelsen finder ud af, siger Jesper Maack, kommunikationschef hos Molslinjen.

Hvornår undersøgelserne er afsluttet har Søfartsstyrelsen ikke noget bud på.

– Det vigtigste er, at det bliver gjort godt og grundigt, siger Martin Hvid John.