Skoler med mange krævende elever får flere penge fra kommunen

Skoler med mange krævende elever får flere penge fra kommunen
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 17. SEP 2020 • 18:56
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
17. SEP 2020 • 18:56
Bornholms folkeskoler vil fra nytår få tildelt penge fra kommunen på en ny måde. Torsdag aften ændrede kommunalbestyrelsen den første af sandsynligvis tre ting, der alle vil spille ind på skolernes økonomi. To ændringer mere følger sandsynligvis senere på efteråret.

Et af de to, nemlig at ændre grænserne for skoledistrikterne, blev samtidig sendt i høring hos skolebestyrelserne på de seks folkeskoler frem til den 19. oktober. Her handler det om, hvorvidt Gudhjem og Østerlars skal flyttes fra at høre til Hans Rømer Skolen i Aakirkeby til i stedet at høre til Kongeskærskolen i Allinge.

– Vi prøver at reagere på nogle ting, der ikke fungerer så godt, som de godt kunne, sagde børne- og skoleudvalgets formand Morten Riis (EL) torsdag aften.

Den sikre ændring er godt nyt for de skoler, hvor flest elever har fået bevilget støttetimer. De bornholmske skoler bruger i dag cirka 11 millioner kroner om året på støttetimer. De penge er hidtil blevet ligeligt fordelt efter skolernes elevtal.

I stedet vil pengene fra nytår blive fordelt, så skolerne med flest støttetimer får forholdsmæssigt flest penge fra den samlede pulje på 11 millioner kroner.

– Det vil give en mere rimelig måde at fordele de penge på, sagde Morten Riis.

Ved at lave systemet om på den måde vil Bornholm slutte sig til de tre fjerdedele af de danske kommuner, der i dag fordeler penge til skolerne efter både elevtal og såkaldt socioøkonomiske forskelle, der blandt andet dækker over, hvordan støttetimerne fordeler sig på kommunens skoler.

Kun hver niende kommune fordeler penge til skolerne på den måde, som man hidtil har gjort det på Bornholm, hvor man hidtil udelukkende har gået efter skolernes antal af elever.

Ny pulje til små skoler

Endelig vil også skoler med få elever i klasserne sandsynligvis også blive tilgodeset af den nye måde at fordele kommunens penge på.

Et flertal tegner sig for, at det fra nytår bliver sådan, at skoler med under 21 elever i gennemsnit pr. klasse modtager ekstra 48.500 kroner om året pr. elev, som skolen mangler i at komme op på 21 elever pr. klasse i snit. Den pulje tager kommunalbestyrelsen dog først endeligt stilling til, efter at næste års kommunebudget er endeligt vedtaget midt i oktober.

Kommunens Center for Børn og Skole anslår, at den særlige pulje til skoler med færre end 21 elever pr. klasse vil koste kommunen cirka halvanden million kroner om året.

– På den her måde vil vi sige, at ingen skole skal have færre penge, end de ville have med et gennemsnitligt elevtal på 21 pr. klasse. Det holder faktisk hånden under de små og mellemstore skoler. Ved at se 3-4 år tilbage kan man se, at de penge ville have været fordelt til Svartingedal Skole, Hans Rømer Skolen og Kongeskærskolen, hvis vi allerede havde haft den model, som vi nu får, sagde Morten Riis.

SF har endnu ikke taget stilling, og også Bornholmerlisten havde enkelte forbehold.

– Jeg synes, at der er rigtig mange gode takter i det her. Jeg har bare brug for at snakke med nogle skolefolk, og jeg er meget spændt på de høringssvar, der kommer i forhold til at ændre skoledistrikterne, sagde Kirstine van Sabben (BL).