Skal grønt område indlemmes i havn? Politikere sender planer otte uger i høring

Skal grønt område indlemmes i havn? Politikere sender planer otte uger i høring
Fem hektar mellem Galløkken og Rønne Havn er omfattet af det nye lokalplansforslag og miljøkonsekvensrapporten, der skal otte uger i høring. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 30. APR 2020 • 18:44
Af:
jakob-noermark

30. APR 2020 • 18:44
En enig kommunalbestyrelse vedtog torsdag at tage næste skridt i bestræbelserne på at omdanne det grønne område ved Kanondalen til havneareal. Politikerne besluttede at sende forslag til en ny lokalplan, kommuneplantillæg samt en miljøkonsekvensrapport i offentlig høring.

Rønne Havn ønsker at indlemme pladsen i havnen og omdanne den til oplagsplads, der primært er tiltænkt tunge vindmølledele.

Trods enigheden kunne man fornemme kimen til skepsis fra visse medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Leif Olsen forklarede, at SF’s endelige stillingtagen afhænger af høringssvarene, der kommer ind.

- I Enhedslisten vil vi også gerne være med til at sende det i høring, ikke mindst fordi vi gerne vil høre indvendingerne, sagde Morten Riis.

Bred kritik fra naboer

Oplægget til miljøkonsekvensrapporten har i forvejen været i høring, da offentligheden har haft mulighed for at få indflydelse på afgrænsningen af rapporten. Meget af indholdet i de syv høringssvar har ikke handlet om afgrænsninger, men andre kritikpunkter, som først er relevante at fremføre i næste høringsfase.

- Der er høringssvar, der går på, om havnen overhovedet har brug for det her, og det kommer ikke miljøkonsekvensrapporten ved, sagde Leif Olsen.

- I Dansk Folkeparti har vi meget stor sympati for de høringssvar, der allerede er kommet på den første del, og vi kan godt forstå, at folk er bekymrede. I og med vi sætter den i otte ugers høring bliver der rig mulighed for at komme med bekymringer, sagde Linda Kofoed Persson, inden hun bemærkede, at muligheden for, at havnen kan skabe nye arbejdspladser ligeledes vejer tungt for partiet.

Else Merete Knoop (V) nævnte, at høringssvarene bragte forslag om plantebælter på banen, som man kan overveje, og slog derefter fast, at Venstre har store forhåbninger til havnens vækstpotentiale, i takt med at flere havvindmølleparker forventes at skulle opstilles i Østersøen.

- Der skal være mulighed for, at havnen kan servicere erhvervslivet, der forhåbentligt vil blomstre i slutningen af 20’erne, sagde Knoop.

Høringsperioden kommer til at vare fra 5. maj til 30. juni.

- Så bliver det at spændende at se, hvad det kan afføde af debat og indsigelser, var borgmester Winni Grosbølls (S) afsluttende kommentar.