Sjøgårinj byder flere kunsthåndværkere indenfor

Sjøgårinj byder flere kunsthåndværkere indenfor
Der var kø, da Mie Mølgaard Ceramics holdt åbent i påsken. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 11. JUN 2021 • 11:21

11. JUN 2021 • 11:21

KUNSTHÅNDVÆRK

Sjøgårinj ved færgelejet i Rønne er ved at udvikle sig til lidt – eller måske meget – af et kraftcenter for kunsthåndværk.

Keramiker Mie Mølgaard har holdt til i bygningerne ud mod Raadhusstræde i en årrække, Pernille Vestergaard åbnede i slutningen af sidste år skrædderværkstedsbutikken Gevandt, og nu rykker yderligere en lille håndfuld kunsthåndværkere ind, hvilket bliver fejret med hele to receptioner lørdag.

Klokken 12-14 markeres det således, at duo Bech/Lerssi er rykket ind i Mie Mølgaard Ceramics. I en pressemeddelelse oplyses det, at kunsthåndværkerne Iben Birch Bech og Mia Lerssi begge arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og design.

Klokken 14-16 er det så galleristen Bettina Køppe og keramikeren Michael Geertsen, der markerer, at de rykker ind i den fredede længe af Sjøgaarinj, som vender ud mod havnen og Munch Petersens Vej – og som netop er blevet totalrenoveret.

Den har også navnet Amtsforvaltergården fra gammel tid.