Scheibye stopper i kommunalpolitik
Carsten Scheibye stopper i bornholmsk lokalpolitik. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

POLITIK | BORNHOLM | GRATIS
9. SEP 2021 • 19:15
Anette Vestergaard
Journalist

Scheibye stopper i kommunalpolitik

Erfaren Venstre-profil vil fremover udfolde sit politiske virke i Regionsrådet

 

Kommunalbestyrelsesmedlem Carsten Scheibye trækker sig fra bornholmsk kommunalpolitik efter 12 år i kommunalbestyrelsen.

Det fremgår af en pressemeddelelse, udsendt af Venstre-manden selv.

– Det er med blødende hjerte, at jeg har valgt at stoppe, skriver Carsten Scheibye og understreger, at hans beslutning intet har med diskussionen om valgforbund at gøre, at han er og bliver medlem af Venstre Bornholm, samt at han i øvrigt håber, at de bornholmere, der stemte personligt på ham ved kommunalvalget i 2017, i stedet vil sætte deres kryds ved en af de andre Venstrekandidater.

Samtidig lover Carsten Scheibye at hjælpe Venstres øvrige kandidater til kommunalvalget.

Ny spændende stilling på CBS

Dagens udmelding er ikke et kategorisk farvel til politik for den garvede Venstre-mand, der har bestredet en række topposter i den bornholmske kommunalbestyrelse gennem årene, herunder den vigtige post som formand for det daværende teknik- og miljøudvalg.

Carsten Scheibye genopstiller til Regionsrådsvalget, hvor han er nummer tre på Venstres liste. Det betyder at han fremover koncentrerer sig om sit liv i København og sit arbejde på CBS.

– Jeg har været så privilegeret at få en meget spændende stilling på min arbejdsplads CBS. Jeg er tiltrådt for et par måneder siden og må konkludere, at der ikke er tidsmæssig mulighed for at passe det sammen med kommunalpolitik. Derfor genopstiller jeg ikke til kommunalvalget, siger Carsten Scheibye.

– Jeg har været rigtig glad for, at bornholmerne har vist mig stor tillid og givet mig 12 år i kommunalbestyrelsen. Jeg håber da, at man synes, at jeg har honoreret tilliden og gjort en god indsats, lyder det afslutningsvis fra Carsten Scheibye.

Carsten Scheibye stillede første gang op til kommunalvalget på Bornholm i 2009, hvor han blev valgt ind. Han blev genvalgt i 2013 og igen i 2017, hvor han fik over 1.000 personlige stemmer.



Flere nyheder