Rift om faglært arbejdskraft: Der er ikke nok pædagoger

Rift om faglært arbejdskraft: Der er ikke nok pædagoger
Der mangler faglærte pædagoger på Bornholm. Et problem, der skal løses, mener politikere i Børne- og Skoleudvalget. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 30. MAJ 2021 • 15:22
Emilie Jensen
Journalist
| ABONNENT
30. MAJ 2021 • 15:22

En ting er, at der er fyldt op og for få pladser pasningspladser på øen.

– Det næste problem er manglen på faglært arbejdskraft, altså pædagoger, siger Lind Kofoed Persson (DF), der er medlem af Børne- og Skoleudvalget.

En udfordring man også kan mærke i Løvfrøen-Nylars, der er en privat integreret institution med plads til 17 vuggestuebørn og 37 børnehavebørn, siger leder Lisbet Werenberg:

– Vi har svært ved at finde folk, ikke at vi står og mangler nogle lige nu, men der er rift om pædagogerne. Der er mange jobs, og der er ikke så mange ledige, som der har været før.

Manglen på uddannede pædagoger er også en problematik, som medlem i Børne- og Skoleudvalget Erik Lund Hansen (S) køber ind i.

– Det er noget, vi skal have løst, for vi har ikke de pædagoger, vi gerne vil have.

Forslaget fra Linda Kofoed Persson lyder på, at man gør brug af den erfaring og metode, man har praktiseret på andre områder i regionskommunen:

– Man kan kigge på, om det er muligt at blive voksenlærlig på pædagogområdet, så man på den måde får flere ind i faget.

Men en ting er sikker, siger Persson:

– Vi skal finde ud af, hvordan vi løser manglen på arbejdskraft og pladsmangel på området. Også selvom det er en positiv udfordring, fordi vi er blevet en attraktiv ø. Det er jo meget bedre, end at skulle snakke lukning osv.