Revyholdet går efter mange lokale grin og mindre om corona

Revyholdet går efter mange lokale grin og mindre om corona
Holdet bag sommerrevyen 2021 er det samme som i 2019 (fra venstre): Kapelmester Alice Carrieri, instruktør Lars Knutzon, skuespiller og revydirektør Gunvor Reynberg, skuespiller og revydirektør Søren Hauch-Fausbøll og skuespiller Joakim Lind Tranberg. Foto: Jens-Erik Larsen
| 10. APR 2021 • 19:00
Jakob Nørmark
Journalist

10. APR 2021 • 19:00

Holdet bag Bornholms Sommerrevy har modtaget mange numre med coronatema, men det er de færreste af dem, som er kommet igennem nåleøjet.

– Den her revy skal ikke handle om corona. Ja, det kan være, at ordet slet ikke vil blive nævnt, siger revydirektør og skuespiller Gunvor Reynberg – og trækker dog med det samme i land.

– Vi er sikre på, at Verner Mogensen kommer ind over noget med corona, for han elsker at gå rundt og måle, siger hun om Søren Hauch-Fausbølls ordenshåndhævende karakter fra frednings- og bygningsinspektoratet.

Netop Verner Mogensen indgik i smagsprøven under lørdagens pressemøde, hvor han over en imaginær telefon foreslog skuespillerne at afvikle forestillingerne på tegnsprog, så de kunne undgå sende spytdråber ud over salen.

Dagsaktualitet

På repertoiret vil man med stor sandsynlighed også finde de lokalpatriotiske byrådsmedlemmer "Kofødderne" og De Underjordiske, antyder skuespillerholdet. Og der er lagt op til, at Søren Hauch-Fausbølls improvisatoriske evner skal udnyttes til at lave dagsaktuelle numre med de seneste bornholmske nyheder.

– Vi slår os op på, at vi vil være Danmarks mest lokale revy. Og vi abonnerer på Bornholms Tidende for at kunne følge med, når vi sidder derhjemme, fortæller Gunvor Reynberg, der også var med, da revyen indtil 2014 blev opført på Rønne Theater.

Et eksempel på lokal inspiration fra årets løb er rødhætterne, og det har været overvejet, om Joakim Lind Tranberg skulle klædes ud som en vejsten, fortæller de om en idé, der vistnok ikke endte med at blive et revynummer.

– Det er vigtigt for os, at bornholmerne føler, at det er deres revy. Så det ikke bare er nogle 'dumme tjøvenhavnere', der kommer over og optræder, siger skuespilleren fra Snogebæk.

Årets sommerrevy har fået titlen "Skov og Ballade". Den opføres 21 gange i Kyllingemoderen mellem 2. juli og 5. august.