Ny strategi for parkering vedtaget: 'Vi undgår, at mange biler cirkulerer rundt inde i Svaneke'

Ny strategi for parkering vedtaget: 'Vi undgår, at mange biler cirkulerer rundt inde i Svaneke'
Teknik- og Miljøudvalget forventer tirsdag at vedtage en ny parkeringsstrategi for Gudhjem og Svaneke. Formand Leif Olsen (SF) melder inden debat og afstemningen i udvalget om bred politisk opbakning. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 5. MAJ 2021 • 13:54
| ABONNENT
5. MAJ 2021 • 13:54
Jakob Nørmark
Journalist

PARKERING

Gudhjem og Svaneke tager hvert år imod gæster fra det ganske land og viser stolt deres respektive byer frem. Men i takt med at de to kystbyer er blevet mere populære, er trafikpresset også steget. Særlig slemt stod det til i sidste års rekordsæson, hvor flere artikler og debatindlæg i Bornholms Tidende kunne beskrive et decideret parkeringskaos.

– Jeg har aldrig oplevet så mange kunder før, som har klaget over, at det ikke er så hyggeligt at komme til Svaneke mere. De synes, at det er blevet for uoverskueligt med trafikken, udtalte forretningsdrivende i Brænderigænget i Svaneke Timmi Kromann til avisen i oktober sidste år.

Men nu lader det til, at hyggen har fundet sin redningsmand i form af en parkeringsstrategi, som natur- og miljøudvalget tirsdag vedtog. Strategien er udarbejdet på tværs af forskellige interessegrupper og går i sin helhed ud på, at flytte trafikpresset ud af de to bykerner.

For Svaneke inkluderer den en parkeringsplads ved Korshøje til 100 personbiler og en hastighedsbegrænsning på 40 kilometer i timen i hele Svaneke by.

Interessante landskaber

Formand for natur- og miljøudvalget Leif Olsen (SF) regnede på forhånd med at få bred politisk opbakning til parkeringsstrategierne i Gudhjem og Svaneke.

– Det er nogle meget konkrete forslag, som vi har fået lavet sammen med byerne. Det er svært at være modstander, synes jeg, sagde SF'eren inden tirsdagens udvalgsmøde.

Kun Enhedslistens Niclas Fick stemte imod, da han ønsker en hastighedsbegrænsning på 30 kilometer i timen i maj-august.

Leif Olsen tror, at Svanekes aflastningsparkeringsplads i sommersæsonen kan have samme positive effekt som i Gudhjem.

– Vi undgår, at mange biler cirkulerer rundt inde i Svaneke. Det er det samme, vi lavede i Gudhjem for to år siden, og som faktisk har fungeret ganske udmærket. Og derfor har vi gjort den permanent i Gudhjem, sagde han.

I Svaneke er gangafstanden cirka 650 meter fra de nye parkeringspladser på Korshøje til Svaneke Torv. Turen går på en sti via Svaneke Kirke og Vestergade til torvet. I Svaneke beløber udgifterne til afmærkning og skiltning sig til 60.000 kroner, anslår kommunen.

– Det er en relativ billig løsning, og vi kan så se, om den virker. Gør den det, skal vi som i Gudhjem arbejde med at gøre adgangen fra aflastningsparkeringspladserne og ned til bycentrum til en oplevelse. Det vil sige, at man kommer gennem interessante landskaber, og at det faktisk er sjovt at gå den tur, hvis solen skinner og alting er godt, forklarer Leif Olsen.

Afhænger af skiltning

I Svaneke har borgerne over en årrække oplevet, hvordan parkeringsproblematikken i højsæsonen gradvist har vokset sig større, fortæller Henrik Søby, formand i Byforeningen Svanekes venner, som i flere år har været i dialog med Bornholms Regionskommune om problemet.

Parkeringskaosset sidste år har således været det sidste anslag, der skulle til for at få kommunalbestyrelsen til at rykke på en løsning.

– Udover at byforeningen har presset på i flere år, gætter jeg på, at der sidste år var en del flere henvendelser til politikerne fra svanekerboer om, at det var på tide at gøre noget, siger Henrik Søby.

Han påpeger samtidig, at det ikke har været nemt at få styr på parkeringsforholdende i Svaneke, da en løsning ikke ligger lige til højrebenet.

Henrik Søby er glad for, at der med strategien endelig er kommet gang i en proces, hvor formålet er at gøre livet nemmere for både borgere, erhvervsliv og turister i Svaneke.

– Lad os prøve det og se hvordan det kommer til at virke.

Effektiv skiltning er dog altafgørende, understreger Henrik Søby. Fordi den nye parkeringsplads ved Korshøj ikke er en vej, folk kommer ind på, når de kommer til Svaneke.

Havde I håbet på mere?

– Nej, ikke i første omgang. Det er fint nok det her. Nu prøver vi det, siger Henrik Søby, der også regner med, at der på sigt kommer noget mere parkering ved Aarsdalevej.