Ny præst vender tilbage til sin fødeø: 'Troslivet er ikke en farlig linedans'

Fra februar vender frikirkepræsten Henrik Kaas efter 37 år tilbage til sin fødeø for at blive ny præst i Pinsekirken i Rønne. Hans egen trosrejse begyndte dog i baptistkirken i Rønne, da han var otte år.

Mit livs øjeblik

I denne serie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om et særligt øjeblik, der har haft betydning i livet.

 

Jeg tror, at der ligger to dybe længsler i os alle sammen. Længslen efter at blive elsket og længslen efter at føle, at man har et formål i livet. Får man opfyldt de to ting, har man et fantastisk godt fundament i livet. Og det var jeg heldig at få i en meget tidlig alder.

I min gamle bibel ligger to slidte sedler, som stammer fra den aften, jeg oplevede begge dele første gang. De to sedler er skrevet i dyb begejstring med min otte-årige barnehånd, og sætningerne er fulde af stavefejl, men oplevelsen var så stærk for mig, at jeg blev nødt til at skrive den ned. Og siden har jeg altså gemt de to sedler som små beviser for, hvor heldig jeg var dengang, hvor noget vigtigt faldt på plads i mig på en enkelt aften. For på en måde var det både mit sande selvbillede og gudsbillede, som jeg fandt den aften.

Gud var kærlig, og jeg var en, han elskede. Det lyder måske banalt, men sommetider er de største og vigtigste sandheder i livet helt enkle. Og hvis jeg skal pege på én oplevelse, der har formet mit liv må det være den aften, hvor jeg valgte at sige ja til Jesus. For nogle kan det lyde helt vildt, at man kan datere troen på den måde. Folk ved som regel, hvornår de blev døbt, men ikke altid, hvornår de kom til tro. Min kone har for eksempel den samme klare tro på en kærlig Gud som mig, men for hende var troen nok mere en umærkelig rejse, som hun har svært ved at sige, hvornår begyndte.

Snorkede i kirken

Tro er en gave, men det er selvfølgelig ikke alle, der kan huske præcis, hvornår de fik den. Men den 16. januar 1974 havde jeg min første, store personlige erfaring af Gud i Baptistkirken i Rønne. Dengang var jeg kun otte år gammel og havde vel allerede en form for barnetro. Jeg voksede op i en tryg, kristen familie i Rønne, hvor mine forældre på nu henholdsvis 80 og 84 år stadig bor. Tidligt tog de mig med til kristne møder og gudstjenester. Det var aldrig en tvang eller et pres fra deres side, men bare en helt naturlig ting at komme i kirke i vores familie. Søndagsskolen lå først efter gudstjenesten dengang, så jeg sad med til gudstjenesten, hvor jeg ofte faldt i søvn, fordi det virkede lidt kedeligt. Når jeg snorkede for højt, måtte min mor vække mig. Men der skete noget særligt den dag, hvor vi tog til et aftenmøde i baptistkirken. Det var et almindeligt voksenmøde, der faktisk ikke var specielt rettet mod børn, men alligevel blev jeg grebet af det, den voksne præst sagde. I dag kan jeg ikke engang huske, hvad prædikenen handlede om, men på et tidspunkt opfordrede præsten folk til at komme frem og blive bedt for, især hvis de ville modtage Jesus som deres personlige frelser, som han sagde. Og det var dér, jeg selv besluttede mig til at sige ja til Jesus. Jeg havde bare ikke mod til at gå frem til forbøn foran alle de andre, så jeg ventede til mødet var forbi og gik hen til kirkens ungdomspræst, der bad for mig, mens en varme bredte sig i mig.

Tvivlede, men ikke på Gud

Det var min første oplevelse af noget større udenfor mig selv. Jeg kan huske, at jeg også fik tårer i øjnene, fordi det blev så stærkt for mig, at Gud er virkelig, og at han virkelig elsker mig. Og jeg blev simpelthen overvældet af en udefrakommende kærlighed, som netop fik mig til at føle mig meget elsket og gav mig en oplevelse af at have en formål med livet. Jeg har været barn og teenager som alle andre. Men op gennem min barndom og mine teenageår har det helt sikkert formet de livsvalg, jeg har truffet, at jeg havde den oplevelse som barn. Jeg tænkte ikke, at Gud havde en millimeterpræcis plan for min fremtid, men jeg vidste, at den ville handle om at tjene ham. Jeg plejer at provokere lidt ved at sige, at jeg aldrig har hørt Gud kalde mig til at være præst, selvom jeg nu har været det i 30 år. Men jeg har oplevet, at Gud har kaldet mig til at leve med ham og for ham. Det tror jeg, at jeg kunne have udlevet på andre måder end at være præst i en kirke. Jeg elskede at gå i skole og kunne især godt lide matematik, så måske kunne jeg også være blevet økonom eller noget i den dur. Det er nok bare den åndelige rigdom, der har optaget mig mest. Men det er ikke, fordi jeg tror, at Gud har guidet mig ind på en vej, hvor jeg ikke måtte træde ved siden af. Sådan er mit gudsbillede slet ikke. Troslivet er ikke en farlig linedans, hvor alt er tabt på gulvet, hvis man snubler et øjeblik. Jeg har selv vaklet meget i, hvad jeg selv kan, men min tro på, at Gud eksisterer og elsker mig blev allerede grundlagt den aften, da jeg var otte år. Jeg har altså tvivlet en masse på mig selv, men ikke på Gud.

En udvidet familie

Efter gymnasiet flyttede jeg fra øen for at komme på bibelskole i Sverige i Örebro på det, der hed Missionsskolan, hvor der var kristne fra en del forskellige kirkeretninger. Som 19-årig blev jeg derefter ungdomsleder i en lille baptistkirke i Oure på Sydfyn, hvor det helt fantastiske, der skete det år, var, at jeg mødte min kone, Maj-Brit. Efter to år læste jeg teologi på baptisternes teologiske seminarium i Tølløse i tre år, mens vi var med til at opstarte Citykirken i Taastrup. Og bagefter valgte vi at tage et år til London, hvor vi både arbejdede blandt socialt udsatte og modtog teologisk undervisning. Men det er nok det år, der har formet mig mest, fordi det var så langt fra det, min kone og jeg havde oplevet i vores trygge, sikre opvækst hver for sig. Jeg så, hvordan man med en simpel kærlighed kan gøre en kæmpe forskel i folks liv. Jeg besøgte for eksempel mange mennesker, der var psykisk skadede. Og jeg blev overvældet over de behov, jeg så.

I England taler man om ”extended families”, udvidede familier, der ikke bare var sig selv nok. Det var helt sikkert medvirkende til, at vi senere selv blev plejefamilie i over 20 år. Vi har selv to biologiske, nu voksne børn, ligesom vi har to plejebørn, et søskendepar som har boet hos os i 10 og 14 år. Derudover har vi haft fem-seks unge mennesker boende et halvt år eller mere hos os, fordi de havde brug for det. For vi har prøvet at leve, som om vi ikke havde nok i os selv. Det tror jeg også kan spores tilbage til min oplevelse af at være elsket som otte-årig. For jeg ville gerne være med til at give andre en oplevelse af at være elsket. Alle er ikke lige heldige med at vokse op i kærlige familier, men i Guds familie er der plads til alle. Og jeg tror også, at alle mennesker dybest set har en længsel efter den kærlighed, som Gud har skabt os med.

– Alle er ikke lige heldige med at vokse op i kærlige familier, men i Guds familie er der plads til alle, mener Henrik Kaas.

Blev inspireret i England

Vi er skabt til at være elskede. Og i det øjeblik folk oplever, at de er elskede og at der er et formål med deres liv, så tror jeg også, at der er noget, der falder på plads i dem. Det var det, som jeg allerede selv var heldig at opleve som otte-årig, men siden er jeg blevet bekræftet i, at det også er opskriften for andre til at føle mening med livet. Igen at føle sig elsket og at føle, at der er et formål med ens liv. Det er så grundlæggende. Men mange mennesker får ikke det mest grundlæggende på plads derhjemme, og så kan kirken være et sted, hvor man kan finde nyt håb og mening. Sådan har kirken også virket for mig selv. For det har givet mig selv mening at være med til at viderebringe Guds kærlighed til andre, der er i svære situationer eller står midt i eksistentielle valg. Og opholdet mellem de socialt udsatte i England var nok også medårsagen til, at vi de næste mange år arbejdede på Vestegnen. Vi boede i det, man betegner som ghetto i Brøndby Strand. Efter ti år der flyttede vi til Aalborg Øst, som også er et socialt belastet område. Men for 17,5 år siden flyttede vi til Mariager, som stod som en idyllisk modsætning til det, vi var kommet fra. Men også der fik vi lov til at se mange mennesker få et nyt håb, når de mødte Guds kærlighed. Det har været nogle gode år, og vi rejser fra et trygt liv, hvor vi har haft det godt som familie og kirke. Men nu føler vi, at det er rigtigt for os at komme tilbage til Bornholm, hvor mit liv fik retning, da jeg besluttede at blive kristen.

Gud er som en far

Jeg tror selvfølgelig, at man på mange måder kan have et godt og succesfuldt liv uden tro, men dybest set tror jeg, at alle længes efter Guds kærlighed. For mig er kærlighed også essensen af Guds natur. Min yndlingslignelse har altid været lignelsen om den fortabte søn eller de fortabte sønner, som jeg kalder den, fordi Gud ønskede at elske begge sønner, lige meget hvad de gjorde. Men det skulle de begge forstå. Gud er som den favnende far, der ikke kun ønsker, at vi skal tjene ham, men først og fremmest at vi skal være i hans nærhed. At se Gud som min far er det bedste billede på Gud, jeg har. Nu har jeg også haft en god jordisk far. Men jeg ser Gud som en far, der altid står klar. Og alt, Gud ønsker, er, at vi tager imod hans kærlighed.

Livet med andre skulle gerne være et genskær af det møde. Jeg ved godt, at jeg selv fejler igen og igen. Men når man tror på en kærlig Gud, så handler det ikke så meget om, hvad jeg kan, men hvad han allerede har gjort for mig, ligesom kirken heller ikke handler om mig, men om at være en del af et fællesskab eller faktisk en familie. For mig er det bedste billede på kirken nemlig en familie. Det skal netop ikke være en familie, der lukker sig om sig selv, men en åndelig familie med plads til alle, så flere får lov til at føle sig elskede – med et formål i livet.

Kort om livssyn

Hvad tror du på?

– Jeg tror på en kærlig Gud, der elsker alle mennesker.

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– At Jesus er i live, det er det, der giver troen liv.

Hvad er dit yndlingscitat?

– Jeg kan godt høre, at jeg bliver meget lukket om Bibelen her. Men i vores vielsesringe står fra Mathæusevangeliet 6, 33: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift.”

Henrik Kaas

Født i 1965 i Rønne.

Ny præst i pinsekirken i Rønne med indsættelsesgudstjeneste en 13/2. Uddannet præst fra Baptisternes Teologiske Seminarium. Han har både arbejde i kirker på Sjælland, Fyn og i Jylland. Gift med Maj-Brit. Sammen har de to voksne børn og flere plejebørn.