CORONA
Den nye lyntest for coronavirus er måske nok mere skånsom, men til gengæld bliver den knap så hurtig som den "gamle".
Med den hidtidige form for næsepodning, skal testpinden være et godt stykke oppe i næsesvælget i 10 sekunder, og mange har oplevet det som ubehageligt. Ved den nye form for antigentest skal podepinden kun to-tre centimeter op langs næsevæggene, først 15 sekunder i det ene næsebor og derefter 15 sekunder i det andet næsebor – altså tager selve testen 30 sekunder mod tidligere 10 sekunder.
Det fortæller Michael Bertelsen og Ingeborg Hornshøj, medarbejdere på Falcks lyntestcenter i Søndermarkshallen i Rønne, der torsdag eftermiddag viser de nye testsæt frem for Bornholms Tidende.
Den nye test tages i brug i testcentret fra fredag den 5. marts. Resultatet af testen får man lige så hurtigt som hidtil – altså efter cirka 15 minutter.