Nej, Bornholmslinjen refunderer hverken lavpris- eller flexbilletter

Nej, Bornholmslinjen refunderer hverken lavpris- eller flexbilletter
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. APR 2020 • 14:55
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
28. APR 2020 • 14:55
”Jeg har købt 2 færgebilletter til folkemødet, og da min afgang, efter sigende, ikke er blevet aflyst, så kan jeg ikke få refunderet mine billetter, til trods for, at vores sommerhus har været behjælpelig. Det er 3.000 kr. ud af vinduet – når man taler med jeres kundeservice, får man blot besked på, at de intet kan gøre andet end at anbefale os at tage til Bornholm – jo, men folkemødet er aflyst, og det var årsagen til vi købte billetterne”.

Christian Elmelund er en af adskillige kunder hos Bornholmslinjen, som havde bestilt færgebilletter i forbindelse med Folkemødet i Allinge i juni, og som på rederiets facebookside har givet udtryk for deres frustration over, at det ikke er muligt for kunderne at få pengene retur nu, hvor den politiske folkefest er aflyst på grund af coronakrisen.

Men der ikke noget at rafle om, siger pr- og kommunikationschef i Bornholmslinjen, Jesper Maack – heller ikke i disse coronatider.

Af de tre billettyper, Bornholmslinjen sælger, er det kun standardbilleter, kunderne kan få refunderet. Den service gælder ikke for de to andre billettyper, lavpris- og flexbilletter, forklarer han.

Og det bliver folk gjort opmærksom på, når de køber billetter?

– Ja, det står i hvert fald i betingelserne, siger Jesper Maack.

Normalt kan kunderne heller ikke flytte lavpris- og flexbilletter til andre rejsetidpunkter, men der har rederiet dog løsnet op på grund af coronakrisen:

– Kunderne har fået lov til flytte deres billetter til andre dage i 2020, uanset hvilken type billetter, de har købt, siger han.

– Og folk med standardbillet kan jo som sædvanlig i stedet få pengene retur.

Til folk, som brokker sig på jeres facebookside over, at jeres regler ikke er blevet ændret nu, hvor Folkemødet er aflyst, siger du?

– Jeg siger, at vi ekstraordinært havde lagt afgange ind i trafikplanen på grund af Folkemødet, som vi nu har aflyst, siger Jesper Maack.

– Og den, der aflyser, bærer også tabet, så i den situation kan man få både flyttet og refunderet alle billettyper. Men hvad angår de afgange, som vi stadig sejler, kan man kun flytte sin afgang, hvis man har købt lavpris- eller flexbilletter – ikke få pengene retur. Der står jo ikke på nogen af vores billetter, at det er specielle folkemødebilletter – lige bortset fra én afgang med Povl Anker direkte fra København, som er en regulær folkemødeafgang. Den har vi aflyst, og der kan alle få deres billet refunderet, hvis de ønsker det. Men for de afgange, vi sejler som planlagt, gælder billetbetingelserne, som de gør normalt.

Jesper Maack har oplevet folk spørge, om de ikke bare kan få lov at bruge deres billet ved næste års folkemøde, men – siger han – den model er ikke realiserbar.

– Vi kender slet ikke vores trafikplaner for næste år. De skal jo først godkendes i Trafikkontraktrådet og dernæst i Transportministeriet. Vi har simpelthen ikke nogen trafikplan endnu for 2021, den bliver først godkendt i løbet af sensommeren og efteråret. Derfor har vi ikke rigtig noget sted at gøre af ombookninger til næste år, siger han.

– Men vi opfordrer folk til at bruge deres billet til Bornholm i løbet af i år, og det er der heldigvis også mange, der vælger at gøre. Det, synes jeg, er godt for alle, også Bornholm. Men det er selvfølgelig det rigtig træls for alle, at Folkemødet er blevet aflyst.